23-årig sigtet for voldtægt af ung kvinde på åben gade

En 23-årig mand er blevet sigtet for at voldtage en ung kvinde i Aalborg. Manden er nu varetægtsfængslet i to uger

Den 23-årige mand er varetægtsfængslet i to uger. Han nægter sig skyldig. Arkivfoto: René Schütze
Den 23-årige mand er varetægtsfængslet i to uger. Han nægter sig skyldig. Arkivfoto: René Schütze

En ung mand er mandag blevet varetægtsfængslet i to uger, sigtet for at have voldtaget en ung kvinde på åben gade i Aalborg. Manden nægter sig skyldig.

Det oplyser anklager Eva Madsen til Nordjyske.

Den påståede voldtægt skulle angiveligt være sket tidligt søndag morgen i byens centrum mellem 04.30 og 05. Kvinden anmeldte voldtægten kort tid efter, og den 23-årige formodede gerningsmand blev anholdt samme dag.

Kvinden skulle ifølge sigtelsen have gjort den 23-årige mand tydeligt opmærksom på, at hun ville have ham til at stoppe. Men det gjorde han ikke. I stedet blev hun ifølge sigtelsen udsat for vold, hvorefter manden igen forsøgte at voldtage hende, samt tvang hende til andet seksuelt forhold end samleje. Det skriver Nordjyske.

Truet til stilhed
Manden er også sigtet for vidnetrusler, da han angiveligt skulle have forsøgt at true den unge kvinde til ikke at gå til politiet. Det oplyser Eva Madsen til Nordjyske.

Mandens forklaring er ukendt for offentligheden, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

Den 23-årige mand har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi, men det har ikke været muligt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere