23 kvinder og 20 mænd voldtaget

Flere end 40 norske kvinder og mænd er ifølge en rapport fra det norske forsvar blevet udsat for voldtægt i løbet af det seneste år. Kun to personer har anmeldt overgrebene

Norges forsvarsminister Frank Bakke Jensen forholder sig til sagen. Video: VG.

23 kvinder og 20 mænd, som har været ansat i det norske forsvar, hævder, at de er blevet udsat for voldtægt i løbet af de seneste 12 måneder. 71 kvinder og 53 mænd har svaret, at de i samme periode har oplevet forsøg på voldtægt på egen krop. Det fremgår af en rapport fra det norske forsvar, hvor 8805 militært ansatte og værnepligtige anonymt har svaret på en række spørgsmål om mobning, seksuelle krænkelser og voldtægter i eller uden for tjenestetiden. Det skriver norske VG.

Den norske forsvarschef, Haakon Bruun-Hanssen, bekræfter rapportens indhold over for mediet.

- Jeg bliver forbandet og ser med alvor på det, som kommer frem i rapporten. Det er ikke bare et brud på norsk lov, det er også brud på den tillid og sikkerhed, vi skal have til vores personale. Begge forhold vidner om, at vi må arbejde hårdere og bruge andre virkemidler, siger Haakon Bruun-Hanssen.

På spørgsmålet om, hvorvidt man efter de opsigtsvækkende afsløringer fortsat kan have tillid til ham i rollen som forsvarschef, svarer Haakon Bruun-Hanssen:

- Det mener jeg absolut. Vi tager disse problemer alvorligt og arbejder på at kortlægge, hvad det vil sige at blive udsat for mobning og seksuel chikane. Netop for at kunne fokusere på, at de tiltag, som vi iværksætter, skal have en effekt. 

Haakon Bruun-Hanssen, som efter offentliggørelsen af rapporten måtte stå skoleret foran pressen, er efter eget udsagn overrasket over omfanget af problemerne. Det kommer også bag på ham, at mange mænd i tjeneste oplever at blive udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt.

- Tallet er højere, end jeg troede, og det skræmmer mig lidt. At der næsten er ligeså mange mænd som kvinder, som er blevet tvunget til sex mod deres vilje, overrasker mig også. Men at begge køn udsættes for dette, har vi egentlig været klar over, siger han.

Selvom en del mænd har svaret, at de er blevet udsat for seksuel tvang eller forsøg på voldtægt, så er det de unge kvinder, som er mest udsatte. Hvis man ser på gruppen af kvinder under 20 år, svarer 2,7 procent, at de har haft samleje mod deres egen vilje. 

Se også: Alice nægtede at bade nøgen med 31 mænd

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere