24-årig anholdt for cyber-kriminalitet

Anholdt og sigtet for misbrug af private fotos og hacking af private computere i New Zealand

En 24-årig mand fra Vejle er anholdt og sigtet for cyber kriminalitet rettet mod en 15-årig pige i New Zealand – herunder misbrug af private fotos og hacking af private computere.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet blev den 24-årige anholdt tirsdag på sin bopæl i Vejle. Han vil onsdag blive krævet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved retten i Kolding.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at efterforskning er fundet sted i samarbejde med det nationale Cyber Crime Center i Danmark og New Zealands Politi.

- Det har været gnidningsløst, gensidigt og konstruktivt at samarbejde med et land på den anden side af jorden. Af hensyn til de lukkede døre har vi ikke mere information om sagen på nuværende tidspunkt, siger anklager ved Sydøstjyllands Politi, Niels Tipsmark.

Kender du noget til sagen? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.