24-årig anholdt i Københavns Lufthavn efter skyderi i Sverige

Var på vej til Madrid, da politiet fandt ham

Politiet anholdt den 24-årige ved Gate A21, hvor han skulle med et fly til Madrid. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Politiet anholdt den 24-årige ved Gate A21, hvor han skulle med et fly til Madrid. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Et skyderi i Helsingborg i søndags har ført til anholdelsen af en 24-årig svensker i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Han blev juleaften varetægtsfængslet i Københavns dommervagt i 16 dage med henblik på udlevering til Sverige. Den 24-årige accepterede fængslingen og indvilgede i at blive udleveret.

Klokken 04.18 den 22. december blev politiet i Helsingborg alarmeret til en bolig i Helsingborg, hvor en mand i 40´erne var blevet skudt i benet foran sin lejlighed, da han blev opsøgt af flere gerningsmænd.

Søndag morgen blev an mand anholdt for drabsforsøget, mens politiet også efterlyste den 24-årige med en nordisk arrestordre. Svensk politi fandt ud af, at han var taget til Københavns Lufthavn formentlig for at flyve til Madrid.

En politipatrulje blev lillejuleaften sendt til Gate A21 i lufthavnen, hvor en mand, der passede på signalementet, sad på en stol og ventede på sit fly.

Han viste sit svenske pas, der passede på navnet på den efterlyste, og han blev anholdt kl. 15.40.

Den 24-årige kom ind i dommervagten iført sommertøj, et par hvide shorts, bare ben, hvide sneakers og en tynd kort vindjakke.

Anklager Anders Larsson redegjorde for den nordiske arrestordre, hvor den 24-årige sigtes for drabsforsøg, men den 24-årige blev ikke afhørt om skudepisoden I Helsingborg, da han kun skulle varetægtsfængsles med henblik på udlevering til Sverige.

Udleveringen ventes at gå hurtigt, fordi den 24-årige samtykker i at blive udleveret.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere