24-årig dræbte to unge kvinder: Det var hans første tur på vandscooter

Føreren var helt urutineret i at sejle vandscooter. Han havde netop købt sin Kawasaki, der skulle prøves af på turen til København, der endte i tragedie

Optagelserne her, indsendt af en bruger, er fra sidste søndag og viser, hvordan vandscooterne fiser rundt i havnebassinet.

For et par uger siden købte en 24-årig mand fra Københavns vestegn en beige Kawasaki vandscooter med røde sidespejle, og lørdag aften skulle han sejle maskinen for første gang med sin kæreste på bagsædet.

Ellers havde han kun futtet lidt rundt i havnebassinet i Brøndby Havn, men turen fra Brøndby til Islands Brygge i København var den første, hvor Kawasakien for alvor skulle prøves af.

Den 24-åriges kæreste var ikke helt tryg ved situationen og advarede flere gange fra bagsædet sin kæreste om ikke at sejle for stærkt: - Det kan gå galt, sagde pigen.

Det kom frem i dag i Københavns dommervagt, hvor den 24-årige blev varetægtsfængslet for 25 dage, sigtet for uagtsomt manddrab, for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed og for at være flygtet fra ulykken.

Den 24-årige erkendte straks overfor politiet i Brøndby Havn, at han var skyld i ulykken. I dag blev han varetægtsfængslet. Foto: Mathias Øgendal
Den 24-årige erkendte straks overfor politiet i Brøndby Havn, at han var skyld i ulykken. I dag blev han varetægtsfængslet. Foto: Mathias Øgendal

Han erkender, at han var skyld i ulykken, men nægter sig skyldig, fordi han 'ikke gjorde det med vilje'.

Under turen til København var han sammen med syv venner på vandscootere, og de blev alle anholdt efter ulykken.

- Vi sejlede stille og roligt
Ifølge mange vidner sejlede de for hurtigt og uforsvarligt i havnen ved Langebro og Islands Brygge, men det afviste de syv alle i retten. Stort set forklarede de: - Vi sejlede stille og roligt.

Ingen af dem så ulykken, forklarede de. Men fandt først ud af, hvad der var sket, da de kom til Brøndby Havn. De syv blev løsladt, fordi anklager Anders Larsson opgav at begære dem fængslet. Den ene kom dog ikke på fri fod, fordi han skulle tilbage til fængslet og afsone en dom.

Anklager Anders Larsson spurgte de sigtede, om de havde lavet 'tricks' med deres vandscootere eller leget blærerøve. Men det afviste de alle som en mund: - Nej, vi sejlede stille og roligt.

Samfund - 7. maj. 2017 - kl. 15:20 Sådan ser det ud, når ulovlige vandscootere tonser rundt i havnen

En 30-årig forklarede, at de sejlede ind til København, fordi det var hyggeligt at sejle derinde. - Vi sejlede ikke råddent, sagde den 30-årige og fortalte, at han sejlede i en stor bue udenom de små udlejningsbåde fra Go Boat ved Islands Brygge, fordi dem som sejler i dem er urutinerede.

En 22-årig forklarede i retten, at han pludselig hørte et skrig. Der var nogle piger i en båd, der råbte og skreg og der var blod over det hele. En pige hang ud over kanten med hovedet bagud:

- Jeg prøvede at hoppe ombord, men fik ikke lov. De sagde, jeg skulle holde mig på afstand. Så kom politiet i en gummibåd og bad mig om at forsvinde. Derfor sejlede jeg til Brøndby Havn, forklarede han.

Her mødte han den 24-årige, der 'var i panik' og sagde, han havde ramt en båd. - Så kunne jeg godt lægge to og to sammen og jeg sagde, han skulle melde sig selv, forklarede den 22-årige.

Politiets båd var til stede på ulykkesstedet. Foto: Kenneth Meyer 112 - 7. maj. 2017 - kl. 10:25 Vandscooter-formand efter ulykke: Sådan skal de bekæmpes

Politiet har fået 42 henvendelser fra vidner, og mange af dem har videooptagelser af vandscooternes sejlads inden ulykken. Blandt andet filmede et vidne dem med sin drone. Alle optagelserne skal nu analyseres af politiet.

Den 24-årige afviste at udtale sig i retten.

Gik i panik
Han sad flere gange og græd i dommervagten og var synligt berørt af ulykken. Men før grundlovsforhøret forklarede han politiet, at han ikke anede, hvad der var sket, men pludselig så han en masse blod og flygtede i panik. Først samlede han dog sin kæreste op af vandet. Hun blev slynget et par meter op i luften ved sammenstødet og kom under vandet.

Politiets båd var til stede på ulykkesstedet. Foto: Kenneth Meyer 112 - 7. maj. 2017 - kl. 07:56 Politiet advaret inden dødsulykke: Her er deres svar

Den 24-årige rakte hende en hånd. Hun kom op på bagsædet igen, og så sejlede parret til Brøndby Havn.

- Det hele gik så hurtigt. Jeg mærkede et kraftigt slag. Jeg kom under vandet, men kom op, og han rakte en hånd ned til mig. Han sagde ikke, hvad der var sket, forklarede mandens kæreste til politiet.

På havnen i Brøndby fortalte den 24-årige flere af vennerne, hvad der var sket. Men han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han ville gerne ringe til politiet, men kunne ikke finde sin telefon. Men kort efter kom den første patruljevogn til havnen, og den 24-årige gik hen til betjentene og tilstod, at han var skyld i ulykken. Han var nervøs og grædende, skriver betjentene i deres rapport.

I retten kom det frem, at den 24-årige i 2015 fik en dom på et års fængsel for røveri. Han blev prøveløsladt 13. september sidste år med 122 dage i reststraf. I 2014 fik han syv måneders fængsel for grov vold, og i 2013 40 dage for vold.

Han kærede ikke varetægtsfængslingen. Dommer fængslede ham udenlukkende af hensyn til risikoen for, at han kunne begå ny kriminalitet, hvis han kom på fri fod.

Hans forsvarer advokat Louise Høj krævede den 24-årige løsladt. Hun mente ikke, der var beviser for, at han havde sejlet vanvittigt. Hun sammenlignende med en trafikulykke uden spritkørsel eller vanvidskørsel, hvor domme for trafikdrab ligger på få måneders fængsel eller mindre.

Døde af kvæstelser i hovedet
I retten kom det frem, at de to amerikanske kvinder døde af voldsomme hovedlæsioner. Den ene lå på bunden af båden i en stor blodpøl, den anden hang livløs ud over rælingen.

En akutlæge erklærede den ene død på kajkanten. Den anden blev kørt til traumecenteret, men var hjernedød. Hun blev holdt kunstigt i live til klokken 01.13 natten til søndag, fordi hendes organer skulle bruges til transplantation.

Kvinderne er endnu ikke blevet obduceret, men retsmedicinerne siger, at dødsårsagen umiddelbart er kraniebrud og læsioner i hovedet. På den ene blev fundet glasfiberrester på hendes krop og tøj fra vandscooteren. Den anden kvinde fik foruden kraniebrud ødelagt begge sine halspulsårer i halsen, så overlevelse ikke var mulig.

De fem overlevende amerikanske studerende har forklaret politiet, at de så en gruppe mænd på vandscootere, og at det hele pludseligt var kaos. Der var blod over det hele. Den ene af veninderne lå død i bunden af båden, den anden hang hen over rælingen, og vandscooterne sejlede hurtigt væk derfra.

Alle de sigtede i sagen fik navneforbud. Dommeren forbød også at nævne navnene på de dræbte, hvis identiteter ellers allerede er ude på de sociale medier, hvor blandt andet deres kirke har skrevet om deres tragiske død på kirkens hjemmeside.

1 af 2 Der var syv unge studerende i båden, der blev ramt. To unge kvinder blev dræbt. Foto: Kennet Meyer
2 af 2 Den 24-årige erkendte straks overfor politiet i Brøndby Havn, at han var skyld i ulykken. I dag blev han varetægtsfængslet. Foto: Mathias Øgendal

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere