24-årig fik rutsjetur i retssystemet: Nu er han frifundet efter tre retssager

Samme våben-sag har været for retten tre gange. Nu håber forsvarer, at anklagemyndigheden ikke anker frifindelsen

Advokat Berit Ernst håber, at den 24-årige nu kan komme videre med sit liv - og at anklagemyndigheden ikke anker, så han skal gennem en retssag for fjerde gang. Foto: Ivan Boll/RitzauScanpix
Advokat Berit Ernst håber, at den 24-årige nu kan komme videre med sit liv - og at anklagemyndigheden ikke anker, så han skal gennem en retssag for fjerde gang. Foto: Ivan Boll/RitzauScanpix

En 24-årig mand har haft noget af en rutsjetur i det danske retssystem, men måske kan han nu ånde lettet op efter tre retssager og efter at have siddet uskyldigt varetægtsfængslet i 10 måneder.

Først fik den 24-årige to et halvt års fængsel i byretten for besiddelse af en pistol.

Så ophævede landsretten dommen, fordi anklageskriftet var for upræcist, og løslod den 24-årige.

Derefter skrev anklagemyndigheden et nyt anklageskrift og trak den 24-årige i byretten igen.

Men i dag blev han så frifundet ved retten i Odense, der ikke fandt det bevist, at han havde overdraget en kaliber 22 pistol til sin lillebror.

Gik med skarpladt pistol
Lillebroderen blev snuppet med det skarpladte våben på Odense Banegård Center den 10. oktober sidste år, og han har tidligere modtaget en dom på to års fængsel for våben-besiddelsen.

Politiets teori var, at det var hans storebror i Horsens, som havde givet lillebroderen pistolen. Beviserne bestod blandt andet af telefon-aflytninger, dna og vidneforklaringer, men retten i Odense slog i dag fast, at beviserne ikke holder.

Anklagemyndigheden kan nu vælge at anke dommen til Østre Landsret og trække den 24-årige gennem retssystemet for fjerde gang. Men det håber hans forsvarer advokat Berit Ernst ikke sker.

- Nu må det være nok. Først ophæver landsretten dommen fra byretten, fordi tiltalen var for vag, og nu har en anden afdeling af byretten så vurderet beviserne igen og frifundet ham. Jeg håber ikke, at sagen bliver anket, så han kan komme videre med sit liv nu, siger Berit Ernst.

Hun mener, at anklagemyndigheden aldrig burde have kørt sagen på det tynde bevis-grundlag og slet have rejst en ny tiltale, efter at Østre Landsret ophævede den første byretsdom, fordi anklageskriftet var for ringe.

- Det er bemærkelsesværdigt, at to afdelinger i byretten først dømmer og så frifinder på fuldstændigt det samme grundlag, siger Berit Ernst.

Advokaten kender endnu ikke byrettens præmisser for frifindelsen, fordi dommen endnu ikke er skrevet.

I det oprindelige anklageskrift stod, at hendes klient havde været i besiddelse af et kaliber 22 skydevåben 'i begyndelsen af oktober 2017 i Horsens'. Retten i Odense mente først, at det var en tilstrækkelig tiltale og stangede to et halvt års fængsel ud til den 24-årige.

Hurtig ny tiltale
21. august besluttede Østre Landsret, at anklageskriftet var så upræcist, at den 24-årige ikke havde nogen chance for at forsvare sig imod det. Byretsdommen blev ophævet. Det betød ikke en frifindelse af den 24-årige, men det gav anklagemyndigheden en mulighed for at kigge på sagen igen og eventuelt rejse en ny tiltale.

- Det skete hurtigt, siger advokat Berit Ernst.

Der kom ikke nye beviser på bordet, så retten i Odense skulle se på sagen igen med ny dommer og nye domsmænd. De kom så frem til det stik modsatte resultat i dag.

Den 24-årige er ustraffet. Hans dømte lillebror har forklaret, at han skulle bruge pistolen til selvforsvar. Brødrene er ikke relateret til nogen bander.

Den 24-årige sad varetægtsfængslet fra 12. oktober 2017 og til 21. august i år. Han kan nu - hvis frifindelsen får lov til at stå ved magt - se frem til en større erstatning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere