24-årig mand er sigtet i sag om skrækmappe

En ung mand fra Aalborg er sigtet i en sag om krænkende materiale af kvinder. Politiet kalder sagen 'kompleks'

Nordjyllands Politi har igennem længere tid efterforsket en sag, hvor intime billeder af hundredvis af kvinder er blevet lagt op i et online-katalog på internettet uden deres samtykke.

Torsdag oplyser politiet, at en 24-årig mand fra Nordjylland er sigtet i sagen.

Ifølge politiet er der tale om en 'kompleks sag', der startede med en anmeldelse i foråret i 2018 om ulovlige delinger af billeder på internettet.

- Via efterforskningen blev det klarlagt, at der på internettet befandt sig et online katalog med omkring 720 kvindenavne i alfabetisk rækkefølge, skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Politiets efterforskning peger i retning af, at kataloget indeholder krænkende materiale af disse kvinder, da der foruden navnene også fremgik en kort beskrivelse af indholdet. Materialet er fortrinsvis kommet i gerningsmandens ulovlige besiddelse via hacking og ulovlig deling.

Løsladt igen
Manden er sigtet for blufærdighedskrænkelse og for uberettiget videregivelse af billeder af private forhold.

Under afhøringen har den 24-årige erkendt sin rolle i sagen. Han er siden blevet løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvad den sigtedes rolle i sagen har været.

Skærmprints fra Facebook
Det er endnu ikke lykkedes for politiet at skaffe sig adgang til katalogets indhold udover indholdsfortegnelsen, men i indholdsfortegnelsen var der blandt andet skærmprints af de enkelte kvinders profiler på Facebook.

- Via den fortsatte it-efterforskning viste det sig, at disse facebookprofiler var uploadet af en 24-årig mand fra Aalborg. Derfor skred politiet til anholdelse af pågældende mand 7. maj 2018, oplyser politiet.

Se også: Ny skrækmappe florerer: 720 pigenavne nævnes

Vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olesen udtaler, at efterforskningen har været 'særdeles kompleks og langvarig'. Efterforskerne har blandt andet fået hjælp fra Rigspolitiets it-enhed, NC3.

- Vi tager delingssager af intimt materiale meget alvorligt. Det er dybt krænkende for borgerne at få delt intime billeder, siger Frank Olesen

Det langstrakte efterforsknings-arbejde skyldes blandt andet, at politiet har skullet identificere hundredvis af forurettede kvinder og herefter skullet underrette dem.

Den sidste underretning blev udsendt 23. august

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere