24-årig sigtet: Snød handicappet kvinde til at udlevere sit NEM-ID

Tømte hendes konto for 135.000 kr. på en dag

Den 24-årige var ifølge sigtelsen så veltalende, at han fik narret nøglekortet fra en handicappet kvinde. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Den 24-årige var ifølge sigtelsen så veltalende, at han fik narret nøglekortet fra en handicappet kvinde. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

En bedrager narrede over telefonen en kvinde, der er fysisk og psykisk handicappet, til at udlevere sit NEM-ID, så han samme dag otte gange hævede penge på hendes konto - i alt 135.000 kroner.

Sådan lyder sigtelsen mod en 24-årig mand af anden etnisk herkomst, der i dag blev fremstillet i Københavns dommervagt sigtet for omfattende bedragerier.

Svindlen ramte også Humac, Proshop, Gucci, Illum, Burberry, Toyota og Santander Bank. Han købte luksusvarer på kreditkort, hvor ikke ikke var dækning på kontoen, lyder sigtelsen.

På nær tre mindre forhold nægter den 24-årige sig skyldig.

Bedragerierne mod den handicappede kvinde skete alle den 19. januar, hvor manden ifølge sigtelsen fik rygende travlt, da han kom i besiddelse af kvindens NEM-ID.

Hjælperne fik penge
Syv gange overførte han 15.000 kr. og en gang 30.000 kr. fra kvindens konto til forskellige unge kvinders og mænd konti, som efter aftale med den 24-årige hævede pengene kontant til ham.

Som tak for hjælpen fik kontohaverne i flere tilfælde 1500 kroner, altså 10 procent af beløbet.

Næste dag fortsatte den 24-årige, ifølge sigtelsen, med nye bedragerier ved at købe computerudstyr hos Proshop og Humac på et dankort, hvor der ikke var dækning. Kortet og kontoen tilhørte en navngiven medskyldig, som udmærket vidste, at der ikke var penge på hans konto.

Hos Humac i Frederiksberg Centret købte den 24-årige for eksempel på godt 20 minutter computerudstyr for godt 58.000 kr.

Dagen efter, 21. januar, fortsatte bedragerierne hos Gucci, i Illum og hos Burberry, hvor det ifølge sigtelsen lykkedes den 24-årige at købe luksusvarer for cirka 70.000 kr.

Falsk årsopgørelse
De eneste sigtelser, som den 24-årige erkendte i Københavns dommervagt, var, at han snød Toyota ved at lease en bil, selv om han ikke havde til hensigt at betale ydelserne - samt at han brugte en falsk årsopgørelse til at låne penge hos Santander Bank. Han fik et lån til godt 17.000 kr. til at købe en Macbook Pro.

Ifølge den falske årsopgørelse var den 24-åriges indtægt i 2016 på 504.780 kr. - selv om hans reelle indtægt blot var på 41.135 kr.

Grundlovsforhøret over den 24-årige er endnu ikke slut, men politiet kræver ham varetægtsfængslet af hensyn til efterforskningen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere