25-årig sigtet: Delte krænkende billeder af hundredvis af kvinder

Nordsjællands Politi efterforsker omfattende sag om krænkelse

Krænkende billeder af flere hundrede kvinder er blevet delt mellem forskellige personer via særlige servere på nettet. Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En 25-årig mand fra Hillerød er i sagen blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse, udbredelse af pornografiske foto og film med personer under 18 år samt uberettiget deling af billeder.

Det er Nordsjællands Politi, der sammen med Rigspolitiets nationale center mod cyberkriminalitet, NC3, har fået adgang til et onlinekatalog med flere hundrede elektroniske mapper, hvor der både er fotos, navne og hjembyer på piger og kvinder.

Materialet er blevet delt mellem forskellige personer online.

En del af det materiale, Nordsjællands Politi sidder med, indgår i en lignende sag fra Nordjylland sidste år, hvor en 24-årig mand er tiltalt for blufærdighedskrænkelse og for uberettiget at have videregivet billeder og sexvideoer i et onlinekatalog med i alt 590 piger og kvinder.

Han mistænkes ikke for at være bagmanden i sagen. I stedet var hans opgave, ifølge politiet, at finde frem til kvinderne på de sociale medier, tage screendumps af deres profilbilleder på Facebook og sende informationerne videre til bagmanden.

Ved sagen i Nordjylland mente politiet, at op mod 20 personer havde haft adgang til online-kataloget. Politiet havde dengang ikke adgang til billederne men kun online-katalogets indholdsfortegnelse. I den er kvindernes navne og by oplyst, ligesom indholdet er beskrevet som enten 'nøgenbilleder' eller 'sexvideoer'.

Se også: Ung mand tiltalt: 590 kvinder fik delt intime billeder og videoer

Der er allerede mange af de forurettede fra sagen i Nordjylland, som har kontaktet politiet for at høre, om der også er billeder af dem i den aktuelle sag i Nordsjælland.

- Jeg kan sagtens forstå, at de er interesserede i at vide, om der er billeder af dem, der fortsat er blevet delt. Vi er i fuld gang med at identificere de piger og kvinder, der er på billederne, og vi kontakter, dem i takt med at vi finder ud af, hvem de er, siger politikommissær Jakob Rahbek, Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen. Han tilføjer:

- Det er helt forståeligt, at usikkerheden og ventetiden kan føles lang. Vi gør alt, hvad vi kan for så hurtigt som muligt at finde frem til de forurettede og kontakte dem.