26-årig idømt flere års fængsel for livsfarlig voldtægt

En ung kvinde undslap overfaldsmand for en stund, men blev kort tid efter indhentet og voldtaget

En 26-årig mand fra Rønne er ved Retten på Bornholm blevet idømt syv års fængsel og udvisning for bestandigt for voldtægt og drabsforsøg på en ung kvinde.

Det skriver Bornholms Tidende og TV2 Bornholm torsdag eftermiddag.

Den 26-årige Awet Tesfay Fantay er dømt for at have trængt ind i hjemmet hos en ung kvinde i Rønne om natten den 30. marts i år mellem 04.30 og 05.00.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, pressede han hende ned i en sofa. For at forhindre hende i at råbe efter hjælp pressede han en finger i hendes mund og slog hende flere gange i hovedet.

I lejligheden forsøgte han at voldtage kvinden, men det lykkedes hende at vriste sig fri ved at slå og sparke den dengang 25-årige mand.

Hun løb herefter ud af hjemmet med retning mod Stenbanen, der ligger i centrum af Rønne og lige bag arresten.

Men her blev hun indhentet og væltet omkuld af den nu dømte mand. Han truede med at slå hende ihjel og tog fat om halsen på kvinden med begge hænder.

Mens han brugte den ene hånd til at tage tøjet af kvinden, holdt han fast om kvindens hals med den anden. Herefter voldtog han hende, står det beskrevet i anklageskriftet.

Retten lagde ifølge Bornholms Tidende vægt på sagens alvorlige karakter, at overgrebet skete ved, at han trængte ind i et privat hjem, og at han udøvede grov vold i forbindelse med voldtægten.

Fantay var ud over voldtægt tiltalt for drabsforsøg, da kvinden ifølge tiltalen vurderes at have været i livsfare under overfaldet. På grund af halsgrebet fik hun punktformede blødninger bag begge ører og begge ydre øjenlåg.

Retten mente, at Fantay måtte være klar over, at det var overvejende sandsynligt, at kvinden ville dø af kvælning. Han blev derfor også fundet skyldig i drabsforsøg

Den 26-årige har undervejs i sagen nægtet sig skyldig. Han valgte dog at modtage dommen, skriver Bornholms Tidende.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere