26-årig mand dømt for pædofilt overfald på 10-årig pige

To et halvt års fængsel lød straffen

Politiet offentliggjorde i november et overvågningsfoto af den nu dømte mand. Foto: Nordjyllands Politi
Politiet offentliggjorde i november et overvågningsfoto af den nu dømte mand. Foto: Nordjyllands Politi

En 26-årig mandlig børnelokker er ved Retten i Aalborg torsdag blevet idømt to år og seks måneders fængsel for det, som anklagemynidgheden hos Nordjyllands Politi kalder for et pædofilt motiveret overfald på en 10-årig pige.

Det skriver anklagemyndigheden på Twitter.

Det var sidste sommer på Panstien i Aalborg Øst, at den 10-årige blev udsat for voldtægtsforsøg, skriver Nordjyske Meider. Dommen i retten markerede afslutningen på et meget kompliceret efterforskningsforløb.

Den 26-årige er fra Nørresundby. Ifølge anklageskriftet skubbede manden 26. juli omkring klokken 21.30 pigen omkuld, lagde sig oven på hende og holdt hende over næse og mund, så hun ikke kunne trække vejret.

Derefter trak manden en jakke over hovedet på pigen.

Genkendte mand på foto
Det lykkedes heldigvis pigen at vriste sig fri og slippe væk. Men manden var i flere måneder på fri fod.

Politiet brugte tiden efter anmeldelsen på at stemme dørklokker. Det førte imidlertid slet ingen vegne. Først da pigen fik forevist 170 billeder af forskellige mænd fra politiets fotobibliotek, fik politiet pludselig mulighed for at komme videre.

Se også: Lokkede 10-årig med hundebilleder: Overfaldet i skovområde

For selv om pigen ikke kunne udpege nogen af de 170 som gerningsmænd, så fortalte hun alligevel politiets efterforskere, at der var en mand, som godt kunne ligne.

Politiet gennemgik derfor en mængde overvågningsbilleder og opdagede på den måde netop den mand, som pigen havde udpeget, på et billede fra et af områdets bybusser. Det viste sig, at manden havde været i en bus tæt på gerningsstedet en time før overfaldet.

Pigen blev igen sat til at vurdere billedet fra bussen og kunne på det foto genkende manden, skriver Nordjyske Medier. Desuden var manden iført tøj, som matchede til den beskrivelse, som den 10-åriges to år yngre veninde havde givet politiet. De to piger var sammen indtil kort tid før overfaldet.

Se også: Overfald på 10-årig pige i skov: Politiet efterlyser denne mand

Meldte sig selv
I november valgte politiet at offentliggøre et billede fra bussen. Det fik manden til to timer senere at melde sig selv.

Hverken dengang eller under det efterfølgende grundlovsforhør ville manden høre tale om, at der var foregået det, som pigen fortalte. Han nægtede sig skyldig, selv om han erkendte at have været i området den pågældende aften.

DNA-spor fundet på pigens tøj matchede til at begynde med ikke 100 procent mandens DNA. Men en ny ekspertundersøgelse i løbet af foråret viste et bedre match. Faktisk så godt, så en professor i retten fortalte, at sandsynligheden for, at DNA'en kom fra en anden end den 26-årige var en til en milliard.

På den 26-åriges bopæl blev også fundet tøj, der matchede pigernes forklaring. I særdeleshed viste et par sko at have det samme zigzaggede sålmønster, som en af pigerne havde tegnet og givet politiet under de indledende afhøringer.

Lokkede med forsvundet hund
Det kom frem i retten, at de to piger havde siddet og leget i en sandkasse, da en ukendt mand havde henvendt sig til dem. Manden viste pigerne billeder af en hund og fortalte, at den var væk, og at han gerne ville have, at pigerne hjalp med at lede efter hunden.

Begge piger hjalp til, indtil den yngste af pigerne blev kaldt hjem over telefonen.

Herefter trak manden pludselig den 10-årige ind i et buskads. Ud over forsøget på voldtægt truede manden også pigen til at holde kæft med, hvad han havde gjort.

Den 26-årige er ifølge Nordjyske Medier ikke tidligere straffet. Og han har ikke på noget tidspunkt siddet varetægtsfængslet i sagen. Manden blev til gengæld fængslet umiddelbart efter dommen. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til appelmuligheden.

Den 11-årige får 40.000 kroner i erstatning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere