26-årig tiltales for drab på hundefører Jesper Jul

Statsadvokaten i København har rejst tiltale mod 26-årig mand, som anklages for at have dræbt hundefører Jesper Jul ved Politigården i Albertslund

Jesper Jul blev skudt på klos hold 6. december 2016. Foto: Privat
Jesper Jul blev skudt på klos hold 6. december 2016. Foto: Privat

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En 26-årig mand er blevet tiltalt for drabet på hundefører 43-årige Jesper Jul, der blev skudt på klos hold ved politigården i Albertslund 6. december 2016 om morgenen.

Det oplyser Statsadvokaten i København i en pressemeddelelse.

- Tirsdag den 6. december 2016, blev hundefører Jesper Jul fra Københavns Vestegns Politi på klos hold skudt i hovedet med en pistol ved Politigården i Albertslund. Den følgende dag døde politiassistenten som følge af skuddet. Statsadvokaten i København har nu rejst tiltale mod en 26-årig mand for drabet, lyder det i pressemeddelelsen.

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas fortæller til Ekstra Bladet, at man går efter en langvarig fængselsstraf til den 26-årige. Subsidiært en forvaringsdom på ubestemt tid.

- Begrundelserne vil komme frem i retten, siger Lise-Lotte Nilas, som ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Den 26-årige er tiltalt for manddrab efter straffelovens § 237 og for overtrædelse af straffelovens §119, stk. 1, som drejer sig om overfald på en medarbejder i et offentligt erhverv eller i offentlig tjeneste.

Skyderiet, som kostede 43-årige Jesper Jul livet, skete klokken 08.15 tirsdag 6. december. Hundeføreren var kort forinden steget ud af sin bil for at ordne noget, mens hans hund Basse blev siddende i bilen.

En mand klædt i sort med hue på nærmede sig bagfra, og da han var tre-fire meter fra Jesper Jul, skød han ham i hovedet.

Ifølge politiet er politimorderen en 26-årig dansk mand, som havde stjålet en kaliber 22-pistol i sin skytteforening.

Jesper Jul med hunden Basse. Privatfoto 112 - 16. dec. 2016 - kl. 10:32 Jesper og Basse får den sidste ære

Den tiltalte er også tiltalt for at have stjålet og efterfølgende været i ulovlig besiddelse af den pistol, som blev anvendt ved drabet. Pistolen blev stjålet fra Rødovre Skytteforening i Brøndby om aftenen mandag den 5. december 2016, det vil sige mindre end 12 timer før drabet på politiassistenten.

Den 26-årige blev anholdt kort tid efter drabet og har siden siddet varetægtsfængslet. Han har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig.

Ekstra Bladet har været i dialog med forsvarer Ulrik Sjølin, som fortæller, at han er overrasket over statsadvokatens melding om strafpåstand.

- Når der er rejst tiltale for drab, er det naturligt, at man kræver en høj straf. Men det er påfaldende, at man principalt ønsker lang fængselsstraf og subsidiært forvaring. Det lyder næsten som en helgardering, hvis du spørger mig, siger Ulrik Sjølin til Ekstra Bladet.

Ulrik Sjølin ærgrer sig over, at politiet til at begynde med havde travlt med at fortælle, at hans klient måtte være psykisk syg.

- Det kan man jo se på det her, at det var han så ikke, siger Ulrik Sjølin.

- Jeg håber på, at min klient får en fair chance, og jeg vil henstille til, at folk bør forstå, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, siger Ulrik Sjølin også.

Ulrik Sjølin ønsker ikke at komme ind på, hvorfor hans klient nægter sig skyldig i den rejste tiltale.

- Det kommer frem i retten, siger han.

Den varetægtsfængslede 26-årige har frivilligt gået med til at få forlænget sin varetægtsfængling hver fjerde uge, lige siden han blev anholdt.

Statsadvokaten i København møder for anklagemyndigheden i nævningesagen, som er berammet til at finde sted over syv dage i september 2017.

Overblik

En 26-årig mand er tirsdag blevet tiltalt for at have skudt og dræbt en politimand. Se tidsforløbet i sagen her.

Mandag 5. december 2016:

19.30: En 26-årig mand møder op i Rødovre Skytteforening. Han kommer jævnligt i klubben.

21.15: Klubben opdager, at der er forsvundet et våben. En kaliber 22-pistol af mærket Hemmerly er væk. Det er den pistol, som den 26-årige plejer at benytte. Klubben kontakter mandens mor, som manden bor hos. Han er ikke hjemme.

23.16: Klubben har ikke hørt fra den 26-årige og anmelder nu tyveriet af pistolen til Københavns Vestegns Politi. Politiet beslutter ikke at gøre noget den aften.

Tirsdag 6. december 2016:

8.15: Den 43-årige hundefører Jesper Jul står ved sin patruljevogn på en stikvej mod Albertslund Politigård. En gerningsmand løber op til hundeføreren og skyder ham i hovedet på cirka en meters afstand.

8.19: Politiets vagtcentral modtager telefonisk anmeldelse om, at en kollega er blevet skudt i hovedet. Samtidig modtager Region Hovedstadens akutberedskab meldingen og sender ambulance og akutlæge afsted.

Efter skuddet taler den 26-årige i telefon med sin far. Han siger, at "der er sket noget". Faren ringer efterfølgende 112 og spørger, om der er sket noget. På det tidspunkt har politiet endnu ikke meldt noget ud offentligt om skyderiet.

8.25: Ambulancen kommer frem til gerningsstedet. Tre minutter senere når akutlægebilen frem.

8.37: Ambulance og akutlægebil kører fra stedet mod Rigshospitalets Traumecenter.

8.45: Den 26-åriges telefon søger på advokat Mette Grith Stages firma.

8:48: Den 26-åriges telefon ringer til advokatfirmaet. Han får kun fat i en telefonsvarer. Nogle minutter senere ringer advokatfirmaet tilbage, og der er en samtale på et 1 minut og 50 sekunder. Det vides ikke, om det er Mette Grith Stage, han har talt med.

8.56: En politipatrulje pågriber den 26-årige mand i Taastrup nogle kilometer fra gerningsstedet. Manden er svedig og opfører sig, som om han ikke ved, hvad der er foregået. Han siger, at han var ude at løbe. Herefter har han ikke villet udtale sig.

9.02: Den sårede politimand ankommer til Rigshospitalet, hvor han modtager behandling og gennemgår flere operationer.

Onsdag 7. december 2016:

8.30: Den 26-årige bliver ført ind i retslokale ved Retten i Glostrup. Han er omgivet af politifolk. Dusinvis. Flere har hjelme og skimasker på.

9:50: Dommer Anne Horstmann bestemmer, at den 26-årige skal varetægtsfængsles. Hun vurderer, at der er en særlig bestyrket mistanke om, at manden er skyldig i at have forsøgt at dræbe hundeføreren.

14.18: Politimanden bliver erklæret for død på Rigshospitalet. Hans pårørende er til stede, da det sker.

Tirsdag 27. juni 2017:

Anklagemyndigheden rejser tiltale i sagen. Sagen vil kommer for retten til september.

Kilder: Københavns Vestegns Politi, Region Hovedstadens akutberedskab, Retten i Glostrup.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere