26-årig varetægtsfængslet tre år efter bankrøveri

Mere end tre år efter et voldsomt bankrøveri er en mand tirsdag blevet varetægtsfængslet

Godt tre og et halvt år efter en voldsomt bankrøveri i Glostrup har politiet tilsyneladende fået et gennembrud i efterforskningen.

Tirsdag blev en 26-årig svensk mand fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have deltaget i røveriet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Røveriet fandt sted om morgenen den 29. marts 2016, da en ældre Volvo bragede gennem bankens facade. To maskerede mænd sprang ud af bilen og truede med pistol personalet til at udlevere penge.

Da de havde fået udleveret pengene, løb de til Nyvej, hvor en tredje mand holdt klar i en flugtbil.

Flugtbilen - en Saab - var tre dage tidligere blevet stjålet fra en parkeringsplads på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Tre kvarter efter røveriet blev den fundet efterladt på en anden parkeringsplads ved Diget i Glostrup.

Fra starten tydede efterforskningen på, at røverne skulle findes på den anden side af Øresund. I deres bil fandt politiets efterforskere en flaske ammoniak med svensk etiket.

Efter godt tre års efterforskning lykkedes det politiet at finde frem til den 26-årige, som mandag blev udleveret fra Sverige.

I tirsdagens grundlovsforhør ved Retten i Glostrup nægtede han sig skyldig, og han overvejer, om han vil kære kendelsen om varetægtsfængsling til Østre Landsret.

Også en anden svensk statsborger er mistænkt for at have deltaget i røveriet. Der er tale om en 35-årig mand, som sidder varetægtsfængslet i en anden sag om et røveriforsøg i København, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere