27-årig fængslet: Skød sin udlejer i begge ben

En afvist asylansøger erkendte i Københavns Byret, at han var gerningsmand til skyderiet torsdag aften på Nørrebro

Skudofferet blev ramt i begge ben, men er uden for livsfare. (Optagelser: Kenneth Meyer/Byrd/Steven Knap)

(KØBENHAVNS BYRET) Ekstra Bladet: Uoverensstemmelse om husleje fik torsdag aften en 27-årig afvist asylansøger fra Georgien til at skyde sin udlejer i begge ben.

Det forklarede han lørdag formiddag i Københavns Byret, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør. Den 27-årige var iført blå træningsbukser fra Københavns Fængsler og en grå trøje med hætten trukket over hovedet, da han sjoskede ind i retten.

Han tog plads i vidneskranken og nikkede høfligt til dommeren, før han via sin tolk bekræftede sin identitet og med enstavelsesord erkendte sigtelsen. Den lyder på grov vold og legemsbeskadigelse samt overtrædelse af våbenloven.

Han forklarede, at han samme morgen havde haft en kontrovers med sin udlejer, der angiveligt var utilfreds med, at den 27-årige havde haft en ven på besøg. Det resulterede ifølge den 27-årige i, at udlejer kaldte ham diverse ukvemsord og krævede penge.

Den 27-årige hentede pistolen på sit værelse og forlod stedet. Da han kom tilbage samme aften, medbragte han pistolen og opdagede at udlejeren havde skiftet låsen. Skænderiet tog atter fart og ifølge forklaringen nægtede udlejeren at udlevere den 27-åriges pas og ejendele.

- Jeg tog våbnet frem og viste ham det, sagde den 27-årige, der virkede irriteret over at skulle forklare de samme ting flere gange.

Affyrede tre skud
Da den 27-årige forlod stedet, løb udlejeren efter, og det fik ham til at affyre tre skud. I retten holdt han sin pegefinger, som var den på en aftrækker og lavede tre bevægelser, der illustrerede, hvordan han affyrede pistolen.

Han forklarede, at han havde købt pistolen til selvforsvar, da han tidligere var blevet overfaldet af nogle georgiske landsmænd, hvilket kostede ham en tur på hospitalet.

Anklageren dokumenterede, at skudofferet, der er af anden etnisk oprindelse, blev ramt i begge ben, men er uden for livsfare. Det ene skud gik gennem låret og det andet lige over knæet.

Den 27-årige blev varetægtsfængslet frem til den 11 december.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere