27-årig mand død i soloulykke

En 27-årig mand er her til aften afgået ved døden efter en soloulykke i motorvejskryds Avedøre ved København

En soloulykke i Avedøre ved København kostede tidligt søndag aften en 27-årig mand livet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Ulykken skete i motorvejskryds Avedøre. Her kom en bil kørende ad Amagermotorvejen i retning mod Køge Bugt Motorvejen.

- Af ukendte årsager mister føreren herredømmet over bilen og rammer autoværnet, fortæller politiets vagtchef Thomas Christensen.

Ved ulykken blev bilens fører slynget ud af bilen og dræbt, mens en passager i bilen slap fra ulykken uden skader.

Som altid ved alvorlige ulykker blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og om muligt fastslå, hvordan ulykken skete.