27-årig mand er i kritisk tilstand

En motorcykel med to personer på er stødt sammen med en modkørende personbil i et sving nær Krarup på Fyn

Et par er blevet indlagt på Odense Universitetshospital efter et uheld på en motorcykel nær Krarup lørdag eftermiddag. Det oplyser Fyns Politi.

Føreren af motorcyklen, en 27-årig mand, er i kritisk tilstand, men stabil. Passageren, en 20-årig kvinde, har pådraget sig skader, men hun er ikke i kritisk tilstand.

Parret kom kørende på en motorcykel, da en modkørende bil pludselig drejede ud foran dem, fortæller vagtchef Milan Holck Nielsen.

- En bilist skal foretage et venstresving og overser motorcyklen, der kommer kørende i modsat retning. Bilisten kører lige ud foran dem, siger vagtchefen.

Den 65-årige kvindelige fører af bilen slap uskadt fra sammenstødet.

Der er ifølge politiet intet, der tyder på, at kvinden var påvirket af alkohol.

- Der er tale om manglende agtpågivenhed, siger Milan Holck Nielsen.

Skærm

Hent flere
Hent flere