28-årig fængslet efter skud

Københavns Vestegns Politi har anholdt en 28-årig mand, som sættes i forbindelse med en skudepisode i Måløv den 17. maj. I forvejen er en 20-årig mand varetægtsfængslet i samme sag

Søndag 17. maj kl. 18.34 fik politiet en anmeldelse om skyderi på Måløv Hovedgade. Der var blevet afgivet mange skud. En bil blev ramt. Foto: Kenneth Meyer

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

På anmodning fra Københavns Vestegns Politi anholdt svensk politi en 28-årig mand i Sverige onsdag. Den anholdte er svensk statsborger og lod sig frivilligt udlevere til Danmark samme dag.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Denne bil var mål for skud søndag aften i Måløv. Foto: Kenneth Meyer 112 - 16. jul. 2020 - kl. 16:38 Vildt skyderi i boligkvarter: Nu er 20-årig fængslet for bandeopgør

I dag blev den anholdte fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup med begæring om varetægtsfængsling. Her besluttede retten at varetægtsfængsle ham foreløbig til den 13. august. Manden er beskyttet af navneforbud.

Københavns Vestegns Politi sigter ham for drabsforsøg på Måløv Hovedgade søndag den 17. maj omkring kl. 18.30, hvor gerningsmænd i en sort Opel Insignia afgav et større antal skud mod personer i en sort VW Golf – dog uden nogen blev ramt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

I forvejen er en 20-årig mand varetægtsfængslet for lukkede døre i samme sag, efter han blev anholdt i København den 16. juli. Den 20-årige er sigtet efter straffelovens 'bandeparagraf' 81 a, hvor straffen fordobles, hvis en forbrydelse begås som led i en væbnet konflikt.

- Siden skudepisoden har vi gennemført en meget omfattende efterforskning, som har tilvejebragt gode spor og identificeret en række mistænkte. Nu fortsætter arbejdet, og jeg udelukker ikke, at der kan blive tale om flere anholdelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.

Dagens retsmøde blev holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, derfor kan der ikke frigives flere detaljer fra sagen på nuværende tidspunkt.

Rettens kendelse blev ikke kæret.