28-årig fundet død: To personer anholdt

28-årig mand blev tirsdag morgen fundet død på en shelterplads i et skovområde nord for Rønne. Nu er to personer anholdt

Tirsdag morgen blev en 28-årig mand fundet død på en shelterplads i Nordskoven ved Haslevej i Rønne. Politiet behandlede fra starten dødsfaldet som mistænkeligt, og tirsdag eftermiddag er en person anholdt i i forbindelse med dødsfaldet.
 Foto: Presse-Foto.dk/Ritzau Scanpix
Tirsdag morgen blev en 28-årig mand fundet død på en shelterplads i Nordskoven ved Haslevej i Rønne. Politiet behandlede fra starten dødsfaldet som mistænkeligt, og tirsdag eftermiddag er en person anholdt i i forbindelse med dødsfaldet. Foto: Presse-Foto.dk/Ritzau Scanpix

Bornholms Politi har tirsdag klokken 14 anholdt en person i forbindelse med et mistænkeligt dødsfald på en shelterplads i Nordskoven ved Haslevej i Rønne. Senere mandag eftermiddag er endnu en person blevet anholdt.

Tirsdag morgen blev en 28-årig mand fundet død på shelterpladsen.

Siden har politiet efterforsket sagen og afsøgt området, som man siden tirsdag morgen har kaldt for et mistænkeligt dødsfald. Området har igennem det meste af dagen været afspærret.

Shelterpladsen ligger i Nordskoven vest for rastepladserne på Haslevej ved Sandegård.

Anmeldelsen om den livløse person løb ind tirsdag klokken 6.11, og redningsmandskabet på stedet kunne efterfølgende konstatere, at manden var død.

At politiet efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald, dækker over, at man ikke kan udelukke, at der er sket en forbrydelse.

Derfor sørger politiets efterforskere for at sikre eventuelle tekniske spor fra gerningsstedet, så disse ikke går tabt.

Som led i efterforskningen er politiet også interesseret i at tale med vidner, som har været i området i de tidlige morgentimer.

Den afdøde er en 28-årig mand, som er fra Sjælland, men som har en tilknytning til Bornholm. De pårørende er underrettet.

Efterforskerne på øen har tilkaldt assistance fra Sjælland til at foretage de videre tekniske undersøgelser i sagen.

Chefpolitiinspektør Jacob Ipsen siger til Ekstra Bladet, at stedet ligger i et stort skovområde, og at man i dag har foretaget en omfattende gerningsstedsundersøgelse.

- Kriminalteknisk afdeling fra København er her, og det samme er gruppe 1-hunde (politiets dygtigste og mest rutinerede hunde red.).

Jacob Ipsen vil ikke oplyse, hvad de anholdte konkret er sigtet for, og en retsmediciner er i øjeblikket i gang med at klarlægge dødsårsagen for den 28-årige.

Der er endnu ikke taget stilling til, om der skal være grundlovsforhør i morgen. Men chefpolitiinspektøren siger, at politiet vil melde mere ud senere tirsdag om sagen.