29-årig døde af overdosis på gulvet i narkoselæges lejlighed

Lægen sov, mens vennen døde. Nu er han tiltalt for at have efterladt den påvirkede ven i hjælpeløs tilstand

En pølsemandspose med kokain blev fundet i lægens lejlighed efter dødsfaldet. Foto: Johnny Frederiksen
En pølsemandspose med kokain blev fundet i lægens lejlighed efter dødsfaldet. Foto: Johnny Frederiksen

En 29-årig mand døde af en overdosis narkotika og medicin på gulvet i en narkoselæges lejlighed i København.

Nu er lægen tiltalt for at have efterladt vennen i hjælpeløs tilstand, og han kræves idømt en fængselsstraf og frakendt retten til at arbejde som speciallæge i anæstesiologi.

Lægen gik, ifølge tiltalen, i seng uden at sikre sig, at den stærkt påvirkede mand fik den fornødne hjælp. Klokken 21.30 fandt lægen den 29-årige død på stuegulvet, og politiet blev tilkaldt.

Den tiltalte læge nægter sig skyldig.

Sagen har været tre år undervejs, blandt andet fordi der er blevet foretaget retskemiske undersøgelser, og Styrelsen for Patientsikkerhed har været involveret i sagen.

Lægen stilles for Københavns Byret 17. januar. Der er afsat to dage til sagen.

Cocktail af stoffer
Ifølge tiltalen havde lægen et seksuelt forhold til den 29-årige, som han vidste eller bestemt formodede misbrugte stoffer. Da den 29-årige døde 28. december 2015, havde han indtaget hash, alkohol, kokain, morfin, rivotril og ketogan.

Han faldt i søvn på gulvet i stuen, og lægen gik selv i seng i soveværelset.

Ifølge tiltalen skulle lægen have sikret sig, at vennen fik hjælp - herunder ved at lægen selv skulle have foretaget tæt observation af den påvirkede mand og have overvåget hans puls, blodtryk, åndedræt og bevidsthed.

Han burde, ifølge tiltalen, have ydet en akut indsats med at sikre luftveje, vejrtrækning og kredsløb og have tilkaldt anden lægefaglig hjælp.

Lægen er tiltalt efter straffelovens paragraf 250, der giver op til otte års fængsel til den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en person i hjælpeløs tilstand.

Gav medicin til sin mor
Men lægen er også tiltalt efter Autorisationsloven ved i en længere periode forud for dødsfaldet at have forsynet vennen med forskellige bevidsthedspåvirkende stoffer og for ikke at have sikret sig, at vennen ikke selv skaffede sig stofferne i lægens lejlighed.

Lægen vidste, ifølge tiltalen, at vennen kunne være mere sårbar ved stofindtagelse end andre.

Den tiltalte læge ordinerede også afhængighedsskabende lægemidler til sig selv med henblik på at give stofferne videre til sin mor - uden at der var en plan med behandlingen og uden at involvere moderens egen læge, lyder anklageskriftet.

Endelig er lægen også tiltalt for at have været i besiddelse af flere joints og en mindre mængde kokain delvist til vennens brug. Politiet fandt en delvist røget joint, medicinglas med rivotril og ketogan og en 'pølsemandspose' med kokain i lejligheden.

Som et sidste punkt i anklageskriftet er lægen tiltalt for et butikstyveri i Elgiganten, hvor han skal have stjålet to Orion-højttalere og to sæt Sony-høretelefoner til en værdi af 892 kr.

Under retssagen vil politiet blandt andet fremlægge korrespondance mellem lægen og den 29-årige ven. En retsmediciner skal også afhøres om dødsårsagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere