29-årig fængslet for brutal voldtægt i baggård

En kvinde fik flere slag i hovedet og besvimede, mens hun blev voldtaget i en baggård ifølge sigtelsen mod en 29-årig mand

En 29-årig mand er i dag varetægtsfængslet for at slå en kvinde flere gange i hovedet - så hun besvimede - og voldtage hende.

Den 26-årige kvinde fik kraftige skader i underlivet, er blevet syet med flere sting og har måske brækket næsen.

Overfaldet på kvinden skete ifølge sigtelsen på seks minutter fra klokken 14.19 til klokken 14.25 i en baggård til Kalvebod i lørdags.

Den 29-årige mand er også fængslet for at tvinge en anden kvinde til oralsex på et offentligt toilet i Halmtorvet i København 1. februar.

Den kvinde, som er 34 år, fik flere slag i hovedet med både flad og knyttet hånd klokken 02.02 om natten ifølge sigtelsen mod den 29-årige.

Den 29-årige mand nægter sig skyldig i anklagerne. Han blev varetægtsfængslet i 24 dage for lukkede døre, så offentligheden har ikke adgang til mandens forklaring.

Dommer Ulrik Stage-Nielsen mente, at der er risiko for, at den 29-årige kunne finde på at flygte eller forpurre efterforskningen, hvis han var på fri fod.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere