29-årig i retten for voldtægt af 11-årig dreng

Der er tale om en voldtægtssag fra 2018, hvor en tiltalt nu skal fremstilles for en dommer

En 29-årig mand fra Vejle fremstilles torsdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Manden er sigtet for at have begået voldtægt mod en på daværende tidspunkt 11-årig dreng i december 2018.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 29-årige mistænkes i samme sag for at have haft et seksuelt forhold til den dengang 11-årige dreng.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere informationer i sagen.

Anklagemyndigheden vil bede om, at grundlovsforhøret bliver holdt for lukkede døre. Derfor ønsker Sydøstjyllands Politi ikke at fortælle yderligere om sagen.

Hvis dørene lukkes, vil offentligheden ikke kunne få indblik i politiets beviser og eventuelt den sigtedes forklaring.

Grundlovsforhøret i Retten i Kolding begynder torsdag klokken 11.