29-årig kvinde fængslet efter stort våbenfund på Frederiksberg

Otte pistoler fundet i lejlighed sammen med ammunition

Otte pistoler, hvor af den ene var skarpladt, blev fundet i en lejlighed på Frederiksberg i lørdags sammen med 16 skarpe patroner. Arkivfoto.
Otte pistoler, hvor af den ene var skarpladt, blev fundet i en lejlighed på Frederiksberg i lørdags sammen med 16 skarpe patroner. Arkivfoto.

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Otte pistoler blev i lørdags fundet under ransagningen af en lejlighed på Frederiksberg, og en 29-årig kvinde er nu varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Hun nægter sig skyldig.

Våbensagen efterforskes af taskforcen Særlig Efterforskning Øst, SEØ.

- Det er et godt beslag, og vi er glade for, at de våben nu er ude af det kriminelle miljø, men vi kan ellers ikke kommentere sagen på nuværende tidspunkt, siger efterforskningsleder Mads Helios, SEØ.

Han vil ikke kommentere, om våbensagen kan knyttes til rockere eller bander.

Ifølge sigtelsen mod den 29-årige kvinde var syv af de otte pistoler ikke ladt, mens den ottende pistol var skarpladt. Desuden blev der fundet 16 skarpe patroner.

Den 29-årige kvinde blev i søndags fremstillet i Københavns dommervagt. Hun var meget ulykkelig og græd, da dommeren i første omgang opretholdt anholdelsen over hende i tre døgn.

I går blev den 29-årige så fremstillet igen i retten på Frederiksberg, og her fandt dommeren, at mistanken mod kvinden var så velbegrundet, at hun skal fængsles i fire uger af hensyn til politiets efterforskning i sagen.