29-årig mand kvæstet i soloulykke

To mænd på 26 og 29 år er lørdag aften forulykket øst for Ribe. Den ene er bragt på hospitalet med kvæstelser

En 29-årig mand er lørdag aften kvæstet i en soloulykke nær Ribe og fløjet til Odense Universitetshospital. 

Det fortæller vagtchef Karsten Høy fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Han er i kritisk tilstand og fløjet til Odense, hvor han bliver behandlet, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at mandens pårørende er underrettet.

Der var to mænd på henholdsvis 26 og 29 år i bilen, da ulykken skete på Haderslevvej øst for Ribe kort før klokken 22.00 fredag.

- Den yngste af de to er lettere tilskadekommen og kørt til sygehuset i Esbjerg, siger Karsten Høy.

I første omgang blev en person meldt fastklemt.

Ved midnat til søndag bliver der fortsat arbejdet på stedet.

- Vi har stadig gang i oprydningsarbejdet. Vi forventer, at der er helt ryddet om cirka en time, siger Karsten Høy kort før midnat.

En bilinspektør, som skal forsøge at fastslå årsagen til ulykken, er tilkaldt.

- Vi ved ikke, hvorfor de mistede herredømmet over bilen. Vi er nødt til at afvente bilinspektørens undersøgelse, siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 21.56.