29-årige Nick obduceret: Dræbt af flere skud

Politiet efterforsker i flere retninger i sagen om likvideringen af den 29-årige Nick Jørgensen

Søndag blev der holdt ligsyn udenfor huset, hvor Nick Jørgensen lå dræbt, ligesom kriminalteknikere har undersøgt stedet for spor. Nu er den 29-årige også obduceret (Video: Kenneth Meyer)

Den 29-årige Nick Jørgensen, der blev dræbt i landsbyen Mullerup på Vestsjælland, er i går blevet obduceret.

Politiet siger, at han er død af 'indre blødninger som følge af, at han blev ramt af flere skud'.

Efterforskningsleder Kim Løvkvist, Midt- og Vestsjællands Politi, vil overfor Ekstra Bladet ikke røbe, hvor mange gange den 29-årige er ramt, ej heller om der er brugt flere skydevåben mod offeret.

Maskerede mænd trængte ind
Tre maskerede mænd trængte lidt i ni søndag morgen ind i et hus i et nedlagt autoværksted på Mullerupvej 11, hvor Nick Jørgensen befandt sig - ifølge Ekstra Bladets oplysninger sammen med sin kæreste.

Mændene skød mod den næsten 100 kilo tunge og 190 cm høje Nick Jørgensen, der endte udenfor et vindue på adressen.

Det er muligt, at han er sprunget gennem vinduet for at undslippe gerningsmændene, men hændelsesforløbet er ikke endeligt klarlagt af politiet.

I forhold til motivet til drabet efterforsker politiet i flere retninger.

Opgør i kriminelt miljø
- Vi mener, der er tale om et opgør i et kriminelt miljø, siger Kim Løvkvist.

Oplysninger til Ekstra Bladet fra flere sider går på, at Nick Jørgensen, der kom fra Korsør, var en kendt skikkelse i det vestsjællandske, og at der kan være flere forskellige konflikter i hans kølvand, som kan have fået nogen til at ville gøre ham ondt.

De tre maskerede mænd flygtede efter drabet i en lille grå bil i retning mod Gørlev. Trods flere henvendelser fra borgere er det ikke lykkedes politiet at finde den bil endnu.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere