298 døde: Nu er en mistænkt pågrebet

En mand er arresteret som ny mulig mistænkt bag nedskydningen af Malaysia Airlines-flyet MH17 i 2014, der kostede 298 mennesker livet

Sådan blev MH17 skudt ned. Videografik: AP

Da den hollandske flyhavarikommision tilbage i 2017 konkluderede, at Malaysia Airlines-flyet blev skudt ned med et russisk missil og dermed gjorde Rusland til ansvarlig for den tragiske hændelse, satte det gang i en større international efterforskning.

Nu er en af hovedarkitekterne bag det orkestrerede angreb blevet identificeret. Det skriver den ukrainske avis, Kyiv Post.

Rusland har hele tiden benægtet enhver deltagelse i nedskydningen, der siden er blevet kaldt 'Hollands 9/11'. 193 af de dræbte, der var ombord på flyet, var hollandske statsborgere.

Avisen skriver, at manden, som er identificeret som Andriy K, blev pågrebet i Kiev.

Den ukrainske sikkerhedstjeneste har ifølge avisen offentliggjort lydoptagelser, som afslører, hvilken rolle manden angiveligt havde i forbindelse med Ruslands krigsføring i Øst-Ukraine. Russiskstøttede separatister har været i væbnet kamp med ukrainske styrker i området siden 2014.

Andriy K. er mellemmanden mellem præsident Vladimir Putins daværende assistent Vladislav Surkov og Sergei Dubinsky, som var leder for separatisternes såkaldte etterretningstjeneste.

Dubinsky er i forvejen en af de to sigtede, som skulle have modtaget ordrer på sin telefon fra den arresterede Andriy K.

Sidstnævnte er en vigtig mistænkt, påpeger avisen. Han vil være i ukrainsk varetægt, da han er sigtet for terrorisme.

MH17 var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, da det blev skudt ned over Ukraine.

Nogle måneder tidligere havde Rusland annekteret Krim-halvøen, hvorfor prorussiske separatister havde startet et væbnet oprør i østlige dele af Ukraine, hvor der var et flertal af russisktalene indbyggere.

Prorussiske separatister har nægtet at stå bag nedskydningen, ligesom de russiske myndigheder har nægtet at have ydet støtte til separatisterne i Ukraine.

Ikke desto mindre blev MH17 skudt ned af en russisk bygget BUK-raket.