30-årig amok på bar: Flere tæsket - en muligvis trampet i ansigtet

En mandlig gæst på et værtshus i Esbjerg fik adskillige knytnæveslag og blev muligvis også trampet i hovedet

En 30-årig mand er anholdt og bliver sigtet for grov vold efter tilsyneladende at have overfaldet en anden mand på et værtshus i Esbjerg natten til søndag.

Det oplyser vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt søndag morgen.

- Det viser sig, at den 30-årige mand har overfaldet en anden gæst inde på værtshuset. Han tildeler ham adskillige knytnæveslag i hovedet og har muligvis også trampet ham i hovedet, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at overfaldet højst sandsynligt er foregået på toilettet, og derfor har der ikke nødvendigvis været vidner til episoden.

Den 30-årige mand stak efterfølgende af fra stedet, men en af dørmændene fra værtshuset fandt ham i en baggård og tog ham med tilbage.

- I første omgang fulgte han stille og roligt med dørmanden, men uden varsel slog han så også ham i hovedet med knytnæveslag og gav ham nogle skrammer, siger vagtchef Erik Lindholdt.

Det er uvist, om den 30-årige mand og den mand, han overfaldt inde på værtshuset, kendte hinanden i forvejen. Også alderen på den mand, der blev overfaldet, er ukendt.

- Vi er ikke så langt i efterforskningen, at vi har alle detaljer på plads, siger vagtchefen kort før klokken fem søndag morgen.

Begge mænd kommer fra Esbjerg.

- Ham, det gik ud over, var væk, da vi nåede frem til værtshuset. Han var tilsyneladende taget hjem, så vi har nogle betjente ude hos ham i øjeblikket for at vurdere, om han skal forbi en læge, siger Erik Lindholdt.

- Det er noget af en omgang, han har fået, så vi er kørt ud til ham for at sikre, at han har det godt, tilføjer han.

Den 30-årige mand bliver sigtet for grov vold og vold mod dørmanden. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag.