30-årig idømmes 12 års fængsel for Herlev-drab

En 30-årig mand er blevet kendt skyldig og idømt 12 års fængsel for drabet på Ozan Özcan sidste år.

30-årige Morten Hymøller Jensen er blevet idømt 12 års fængsel for drabet på Ozan Özcan. Politifoto.
30-årige Morten Hymøller Jensen er blevet idømt 12 års fængsel for drabet på Ozan Özcan. Politifoto.

Retten i Glostrup er overbevist om, at drabet på 21-årige Ozan Özcan i april sidste år blev begået af den 30-årige Morten Hymøller Jensen, som har været tiltalt i sagen.

Mandag eftermiddag valgte retten at idømme manden en straf på 12 års fængsel. Senioranklager Natalja Fryd Lindberg er tilfreds med straffen, selvom hun helst havde set, at han fik to år mere.

- Fængsel i 12 år er den normale straf, man får for drab i Danmark. Jeg havde påstået 14 år, men retten fandt, at det her drab skal takseres, ligesom alle andre drab som udgangspunkt bliver takseret, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Anklagemyndigheden fandt det skærpende, at han ikke kendte offeret, og at der tilsyneladende ikke var noget motiv. Men det har retten ikke valgt at følge, siger Natalja Fryd Lindberg.

Se også: Dræbt ved pizzaria: Tiltalt kendt skyldig

Nægter sig skyldig
Drabet fandt sted 12. april 2014. Ozan Özcan stod ifølge anklagen sammen med to kammerater ved et pizzeria i krydset ved Rybjerg Allé og Maj Allé i Mørkhøj i Gladsaxe ved 19-tiden, da der blev affyret skud mod dem.

Den 21-årige blev ramt og kort efter erklæret død på Herlev Hospital.

Ifølge anklageskriftet sigtede den 30-årige Morten Hymøller Jensen med en pistol mod to andre personer i krydset "i den hensigt at dræbe". Det lykkedes dog ikke.

Hymøller Jensen nægter sig skyldig i drabet og har under retssagen sagt, at han slet ikke var til stede, da skudepisoden fandt sted. Derimod har den dræbtes venner, som var på stedet, udpeget den 30-årige som gerningsmanden.

Se også: Nægter drab i vejkryds: - Jeg var hjemme

Motivet ukendt
- Det er stadig fuldstændig uklart, hvad motivet egentlig var. Man har spurgt alle de mennesker, som har vidnet i retten, og der er ikke nogen, der har kunne svare på, hvad motivet var, siger senioranklager Natalja Fryd Lindberg.

Ozan Özcan har tidligere været medlem af banden Værebros Hårde Kerne, som er smeltet sammen med den hollandske motorcykelgruppe Satudarah, som har åbnet en afdeling i Danmark.

Derfor troede politiet i første omgang, at der var tale om et bandeopgør. Men den teori er senere afkræftet. Motivet skal findes i "nogle uoverensstemmelser", har politiet tidligere oplyst.

Den 30-årige har bedt om betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Se også: Tiltalt: Brugte mors bil ved likvidering

(Video: Anthon Unger)

1 af 2 Morten Hymøller Jensen blev anholdt på Vesterbro seks uger efter drabet på Ozan Øzcan (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 2 30-årige Morten Hymøller Jensen er blevet idømt 12 års fængsel for drabet på Ozan Özcan. Politifoto.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere