31-årig frifindes for dødsvold mod dreng på halvandet år

Manden, der var tiltalt for dødelig vold mod drengen Noah fra Sønderjylland, er frifundet og nu løsladt

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

En 31-årig mand er torsdag frifundet for dødsvold mod en halvanden år gammel dreng, der døde 6. februar sidste år.

Efter frifindelsen er manden blevet løsladt, skriver JydskeVestkysten.

Manden var tiltalt for at have forvoldt den lille drengs død ved at have udsat ham for stump vold.

Men retten har ikke været overbevist om, at det var den tiltalte, der var skyld i drengen Noahs død.

Se også: Tiltalt for døds-vold: Jeg bliver forfulgt af Noahs mor

Den 31-årige boede sammen med barnet og barnets mor i Sommersted i Sønderjylland.

En logerende boede også på bopælen, og han har tidligere været sigtet i sagen.

Men sigtelsen blev frafaldet.

Sagen om den lille dreng vakte sidste år stor opmærksomhed.

Umiddelbart efter drengens død stod moren frem og klagede over, at lægerne ikke havde handlet hurtigt nok.

Se også: Tiltalt for dødsvold mod lille Noah: Jeg har et kraftigt temperament

Men da drengen blev obduceret, opstod der mistanke om, at han var blevet udsat for vold.

Det førte til fængslingen af den 31-årige mand i februar sidste år.

Han har siddet varetægtsfængslet lige siden.

Selv om den tiltalte er frifundet for hovedparten af de alvorlige anklager, er han fundet skyldig i et enkelt forhold om vold mod sin egen femårige søn.

Se også: Nægter sig skyldig i brutal døds-vold mod lille dreng

Det skete ved, at han smed sin søn hårdt ned i en seng.

Desuden er manden fundet skyldig i besiddelse af stoffer.

Sagen var lagt an som en nævningesag med en påstand fra anklagers side om mere end fire års fængsel.

Men efter frifindelsen udmålte nævningetinget en straf på fire måneders fængsel for de to forhold, den tiltalte var fundet skyldig i.

Da manden har været fængslet i mere end et år, blev han ifølge JydskeVestkysten løsladt.

Den tiltalte har hele vejen igennem forløbet nægtet sig skyldig i anklagerne om vold.

FAKTA OM NOAHS DØD

Den 6. februar sidste år døde Noah Ry fra Sommersted ved Haderslev under dybt tragiske omstændigheder.

En obduktion afslørede senere, at drengen havde brækket mindst ti ribben. Han havde adskillige kvæstelser i bryst og brysthule. Der var sønderrivning af lever og milt og kvæstelser i lungerne. Der fandtes blodudtrækninger i brystskillevæg, miltleje, omkring begge nyrer, tolvfingertarm og tarmkrøs. Også hovedet havde været udsat for vold.

Dødsårsagen var ifølge den obducerende læge indre blødninger.

Først tiltalt for drab
I dagene op til dødsfaldet havde drengen været utilpas, og hans 27-årige mor havde flere gange været ved lægen. Moderen troede i første omgang, at det var lægens manglende behandling, der var årsag til dødsfaldet.

Borgere i Sommersted begyndte at samle penge ind til den hårdt ramte familie.

Ti dage senere blev en dengang 30-årig mand anholdt og sigtet for drab på den lille dreng. Senere er sigtelsen ændret til en tiltale for legemes-angreb af særlig rå og farlig karakter.

Den nu 31-årige mand er også tiltalt for vold mod sin egen søn samt besiddelse af euforiserende stoffer.

Han nægter sig skyldig i alle volds-anklager.

Der falder formentligt først dom i sagen i April.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere