31-årig stukket i brystet

To personer var oppe at toppes på gaden i Aalborg. Det endte voldsomt

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

En 31-årig mand er blevet stukket i brystet med en kniv i Danmarksgade/Boulevarden i Aalborg, efter han og en anden mand var oppe at toppes på gaden foran Cafe Helmuth omkring klokken 4.45.

- I den forbindelse trækker den ene en kniv og stikker den anden i brystet med den. Ham, der bliver ramt af knivstikket i brystet, er i kritisk tilstand, men han er uden for livsfare, siger vagtchefen.

Han fortæller, at de to formentlig kender hinanden, og der altså ikke er tale om et tilfældigt overfald.

Vagtchefen fortæller, at de kender identiteten på gerningsmanden og er fortrøstningsfulde i forhold til at få ham anholdt og fremstillet i grundlovsforhør.

Den eftersøgte er tidligere kendt af politiet for personfarlig kriminalitet.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede skænderiet, der altså fik et meget voldsomt udfald.

- Den forurettede er heller ikke særlig meddelsom, fortæller vagtchefen.

- Hvordan ved I, hvem knivstikkeren er?

- Vi har fået nogle vidneudsagn fra personer dernede, og der er også noget overvågning, siger han.