32-årig fængslet efter at have skåret vens næse halvt af

En 28-årig mand blev tidligt mandag stukket med en kniv i ansigtet. Hans ven er fængslet for overfaldet

Et skænderi mellem to venner eskalerede tidligt mandag morgen, hvor den ene - en 32-årig mand - angiveligt trak en kniv mod sin 28-årige makker.

Episoden fandt sted i Vemb vest for Holstebro.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, der modtog anmeldelsen omkring klokken 06.30 mandag morgen.

Den ældste af de to blev mandag anholdt og om eftermiddagen fremstillet i grundlovsforhør sigtet for kvalificeret vold.

Randers Amtsavis var til stede ved grundlovsforhøret, og her blev det af anklagemyndigheden fremlagt, hvilke skader der var noteret på den yngste af de to mænd.

Blandt andet skulle den 28-åriges næse være blevet skåret halvt af, og han havde snitsår på halsen samt flere steder på kroppen. Ingen af læsionerne var livstruende.

Retten valgte at varetægtsfængsle den formodede overfaldsmand i fire uger for det voldsomme overfald, som den 32-årige efter eget udsagn i retten ikke huskede meget af.

Han nægtede at have angrebet sin ven med en kniv.

Dog skulle han have stukket ham nogle lussinger efter et skænderi.

Den 32-årige forklarede, at han var blevet så vred, at han stod og dirrede, efter at hans ven angiveligt havde indrømmet upassende opførsel over for et barn.

Den knivsårede mand fortalte derimod, at uenighederne skyldtes jalousi på grund af en pige. Han var vågnet tidligt mandag morgen ved, at hans kammerat stod på værelset, råbte af ham og snittede ham med en metalfarvet kniv.

Gerningsvåbnet er ifølge Randers Amtsavis endnu ikke fundet, og der er fortsat usikkerhed hos politiet angående det præcise hændelsesforløb op til overfaldet.

Ifølge avisen valgte retten at varetægtsfængsle manden med henvisning til, at han ellers kunne forsøge at snakke sin ven fra at vidne mod ham.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere