32-årig kvinde brød forlovelse: Ekskæreste hævnede sig på familien

Kvindens far blev stukket ned på gaden, og der blev kastet brandbomber mod familiens hus. 29-årig er efterlyst, men skjuler sig formentlig i Libanon

En hævet forlovelse fik den forsmåede kæreste til at hævne sig grusomt mod den 32-årige tidligere forlovede og hendes familie.

Hendes far blev stukket ned med syv knivstik på åben gade af et maskeret tæskehold, og den 32-årige kvinde blev truet med at blive skudt, og to gange blev der kastet brandbomber mod familiens hus i Slagelse.

Politiet mener, at en 29-årig stod bag hævnen, fordi den brudte forlovelse krænkede hans ære. Den 29-årige er efterlyst af politiet, men han menes at opholde sig i Libanon.

På mandag stilles en 21-årig mand for Retten i Næstved som den sidste af seks tiltalte, der ifølge anklageskriftet har deltaget i hævnen mod kvindens familie.

De fem andre er tidligere dømt i sagen - blandt dem den formodede bagmands lillebror, der fik tre års fængsel for sin rolle i knivoverfaldet på faderen.

Far støttede sin datter
Den 21-årige, der nægter sig skyldig, er tiltalt for at have medvirket i knivoverfaldet på kvindens far i Byskovparken i Slagelse 1. juni 2018 kl. 21.35.

Motivet til knivoverfaldet på faderen var angiveligt, at han støttede sin datter i ophævelsen af forlovelsen med den 29-årige libaneser.

Faderen var mødtes med to venner, da et tæskehold på otte maskerede mænd ankom i to biler, De jagtede faderen hen til Byskov Allé og stak ham syv gange i venstre overarm og venstre side, så hans ene lunge punkterede og han var i overhængende livsfare.

Tæskeholdet overfaldt også hans to venner, der tilfældigt var på stedet. Den ene blev slået med et baseballbat to gange på kroppen og sparket tre gange i hovedet og på kroppen, mens han lå på jorden. Den anden mand blev overfaldet med kniv, knivtang og koben, så han fik sår på benene og måtte på sygehuset.

Fik patron i hånden
Den tiltalte 21-årige blev oprindeligt anholdt i november 2018, men byretten løslod ham. Østre Landsret omgjorde beslutningen og beordrede den 21-årige fængslet, men da var han smuttet. Først i oktober 2019 lykkedes det at anholde den 21-årige igen og få ham varetægtsfængslet.

I månederne inden knivoverfaldet på Byskov Allé havde den tidligere forlovede og hendes familie været udsat for grove trusler på grund af den brudte forlovelse.

I april blev den 32-årige kvinde truet med, at 'der vil komme skud igennem jeres vindue', og 4. maj modtog familien en ni m.m. patron. Kvindens søster fik stukket patronen i hånden med beskeden til hendes far: 'Giv ham den og sig, at vi venter på ham.'

Patronen blev fulgt op med telefoniske trusler: 'Det er os, der har været nede og lægge en patron hos din søster. Du skal vide, at det er alvor. Vi kommer til at pløkke jer en efter en.'

I dagene efter truslerne blev der kastet molotovcocktails mod familiens hus i Slagelse.

Den første - der var lavet af en Bacardi Breezer - knustes ikke, så der kun kom lidt sod op ad husmuren.

De to næste brandbomber i form af benzin i rødvinsflasker brød i brand, men brandvæsenet fik slukket ilden, så den ikke udviklede sig.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere