32.000 liter gin spildt på motorvej

En strækning på den engelske motorvej M6 var lukket i flere timer onsdag aften og nat, fordi 32.000 liter gin var løbet ud på vejen

De mange liter gin løb ud på kørebanen. Foto: Northwest Motorway Police.
De mange liter gin løb ud på kørebanen. Foto: Northwest Motorway Police.

Gin-elskere skal måske stoppe med at læse her.

På den engelske motorvej M6 blev der nemlig onsdag aften spildt hele 32.000 liter gin ud på vejen, efter en tankvogn blev påkørt bagfra af en lastbil, så der gik hul på tanken.

Strækningen mellem afkørsel 19 og 20 var derfor lukket fra 17.30 onsdag aften til 4.30 torsdag morgen.

Det skriver BBC.

Myndighederne arbejdede hele natten på at få fjernet ginen, fordi der var fare for, at alkoholen kunne antændes, hvis et køretøj kørte hen over den. Der blev sprøjtet skum ud over væsken, så brandfaren blev mindsket.

Derudover arbejdede de også på at få den resterende gin i tankvognen over i en anden vogn.

Mange bilister sad fuldstændig stille i trafikken i op til fire timer, før politiet ledte dem over i den anden vejbane og udenom ulykkesstedet.

I mellemtiden brugte flere af dem dog tiden på Twitter, hvor vittighederne var mange om den særprægede ulykke.

- Jeg har siddet på M6 i to timer nu, 200 yards (omkring 182 meter, red.) fra 32.000 liter spildt gin. Hjerteskærende, at jeg ikke har et sugerør, skriver brugeren Rachel Sargeant eksempelvis.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere