3394 bilister kørte forbi politiets fartkontrol: Så mange kørte for hurtigt

Næsten hver fjerde bilist kørte for hurtigt da politiet foretog målinger på hovedvej

En borgerhenvendelse var blandt årsagerne til, at Syd- og Sønderjyllands Politi 8. juni besluttede sig for at måle bilisters hastighed på Tarp Hovedvej i retning mod Varde.

Og det viste sig, at borgeren havde en god grund til at mistænke, at folk kørte alt for stærkt på strækningen.

Således kørte 3.394 køretøjer forbi politiets automatiske trafikkontrol (ATK) mellem klokken 15.23 og 21.36. Og af dem blev hele 792 målt til at have kørt for stærkt.

Hastighedsgrænsen på strækningen er 50 kilometer i timen, og politiet foretog kontrol 100 meter før hastighedsgrænsen bliver ophævet ved det, der hedder færdselstavle E56.

Ud af de mange bilister, der kørte mere end det tilladte, fik 257 et klip i kørekortet, mens 30 har fået en enten betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet. Det vil sige bilister, der har kørt 80 kilometer i timen eller mere på strækningen, hvor man altså kun må køre 50.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at det har forlydt på sociale medier, at målingen var forkert, og at folk derfor slap for en bøde. Det er dog helt forkert, og fartsynderne kan derfor se frem til at modtage en bøde i deres e-boks, lyder det fra politiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere