34-årig kvinde truet under voldtægt: 'Peter Lundin er min bedste ven'

Håndværker stilles for retten tiltalt for 11 voldtægter, vold og frihedsberøvelse

Over seks dage skal retten i Næstved afgøre sagen mod den 37-årige mand, der risikerer op til 12 års fængsel. Foto: Per Rasmussen
Over seks dage skal retten i Næstved afgøre sagen mod den 37-årige mand, der risikerer op til 12 års fængsel. Foto: Per Rasmussen

I fem timer lå en 34-årig kvinde bundet til en seng på hænder og fødder og kneblet med en rød plastik-kugle i munden, mens hun blev voldtaget flere gange.

Voldtægtsmanden kørte en køkkenkniv op langs hendes inderlår mod hendes kønsdele, mens han truende sagde:

- Er du klar over, at Peter Lundin er min bedste ven?

Voldtægten er blot en af 11 voldtægter, som en 37-årig håndværker fra Næstved er tiltalt for. Han stilles i næste uge for et nævningeting ved retten i Næstved.

Sagen er så grov, at anklagemyndigheden påstår voldtægterne bedømt efter straffelovens § 216 stk. 3, hvor straffen kan stige op til 12 år fængsel, hvis voldtægterne har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt er tale om særligt skærpende omstændigheder.

Offeret i sagen er den 37-åriges tidligere kæreste, der ifølge tiltalen blev voldtaget, truet og udsat for vold gang på gang gennem cirka otte måneder, før hun endelig tog mod til sig og gik til politiet.

Truet på livet
Den 37-årige blev anholdt 8. september sidste år og har siddet varetægtsfængslet lige siden. Han nægter sig skyldig i tiltalen, som omfatter 24 forhold af voldtægter, vold, frihedsberøvelse og trusler.

Ifølge tiltalen truede den 37-årige kæresten med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte politiet om voldtægterne, og han overfaldt også hendes søn, der blev kastet i gulvet og fik klemt en arm om halsen, så drengen blev svimmel og fik besvær med at trække vejret.

Den 34-årige kvinde skal afhøres i retten en hel dag om det volds-helvede, hun ifølge tiltalen har været udsat for. Voldtægterne skete både på to adresser i Næstved og i den 37-åriges lastbil.

Den 21. eller 22. marts sidste år blev kvinden for eksempel voldtaget i lastbilens køje, efter at manden først havde revet to store totter hår af hendes hoved, og da hun forsøgte at flygte ud af lastbilen, blev hun trukket tilbage i lastbilen i håret, slået i ansigtet og voldtaget i køjen, mens manden sagde: 'Jo mere modstand du gør, jo mere ondt gør det'.

Voldtægt på motorvejen
Under en køretur fra Jylland til Sjælland fik kvinden smurt en burger ud i ansigtet, hvorefter den 37-årige parkerede lastbilen i nødsporet på motorvejen og voldtog den 34-årige kvinde i lastbilens køje.

En dag i april eller maj sidste år blev kvinden banket og flygtede ud på badeværelset, men manden sparkede døren ind, smed hende på gulvet, slog hendes hoved mod håndvasken og stillede hende under den kolde bruser, før han trak hende ind på sengen og voldtog hende.

En anden dag søgte den 34-årige også tilflugt på badeværelset, og manden sparkede hul i døren, og hev kvinden ud gennem hullet ved håret. Hun blev trukket ud i bryggerset, fik trukket totter med hår ud af hovedet, slået og trampet på fødderne.

Pisket med ledning
Et forhold handler om, at manden piskede kæresten på ryggen med en ledning, hvorefter hun blev bundet med ledningen til sengen og voldtaget. Andre gange brugte han stropper fra lastbilen, som kvinden blev bundet med. Hun blev for eksempel afstraffet ved at blive bundet fast til inventar i kælderen med lastbilstropper på hænder og fødder.

Flere gange blev kvinden også, ifølge tiltalen, sparket med mandens sikkerhedssko. I et andet tilfælde forsøgte hun at flygte over til en nabo, men fik så voldsomme slag i hovedet, at hun blødte ud af det ene øre, hvorefter hun blev trukket ind i soveværelset og voldtaget med et fast greb med armen om hendes hals.

Retten i Næstved har afsat seks retsdage til sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere