36-årig overfaldet under løbetur: Stak tommelfingeren i drengens øje

Et af ofrene for en 15-årig drengs formodede voldtægtsforsøg blev væltet omkuld på sti, men gik straks til modangreb

Den 36-årige kvinde begyndte straks at slå på gerningsmanden, da han væltede hende omkuld på stien ved Lyngby Sø. (Foto: Mogens Flindt)
Den 36-årige kvinde begyndte straks at slå på gerningsmanden, da han væltede hende omkuld på stien ved Lyngby Sø. (Foto: Mogens Flindt)

Retten i Lyngby, Ekstra Bladet

- Jeg har gået til selvforsvar og lært, at man skal gå efter de bløde punkter. Så jeg stak ud efter hans øje med tommelfingeren. Først gang ramte jeg ikke, men det lykkedes anden gang. Så stak han af. Jeg løb efter ham og råbte nogle ord, som jeg normalt ikke bruger.

Sådan forklarede en 36-årig kvinde om det formodede voldtægtsforsøg på en sti ved Lyngby Sø, som hun blev udsat for den 21. april 2015 kl. 18.10, hvor hun var ude på sin daglige løbetur efter arbejdet, to gange rundt om Lyngby Sø.

En dreng, som dengang var 15, er tiltalt for voldtægtsforsøget og fem andre voldtægtsforsøg i Lyngby. Han erkender, at han har overfaldet de seks kvinder, men det var røveri-forsøg, som han blev truet til af tre andre drenge, forklarer han.

Se også: 16-årig dreng i voldtægtssag overfaldet af medfange

Den 36-årige kvinde var fløjet fra Grækenland, hvor hun arbejder, for at vidne i retten i dag. Hun sagde, at stien rundt om Lyngby Sø normalt er et trygt og afslappende sted at løbe, og at hun havde 'musik i ørerne', da hun var på vej ud på sin anden runde om søen. Hun havde ikke bemærket nogen personer, men pludseligt blev hun grebet bagfra om armene og holdt fast, så hun faldt omkuld og slog hovedet ned i gruset.

Se også: Dreng nægter seks voldtægtsforsøg: - Jeg blev tvunget til at røve kvinderne

Hun fik vredet sig rundt på ryggen, og overfaldsmanden sad ovenpå hende og holdt hende:

- Jeg fik en arm fri og begyndte straks at slå ham med knytnæver. Det havde ikke rigtigt nogen virkning. Jeg slog nok ikke så hårdt. Han sagde ikke en lyd og virkede 'død' i ansigtet. Det hele var som i slow-motion. Jeg handlede lidt i chok-tilstand, og så reagerede jeg som jeg havde lært og stak en tommelfinger i hans øje, forklarede kvinden.

Hendes første tanke var, at hun skulle hun udsættes for voldtægt eller et andet seksuelt overgreb. Hun afviste i retten pure den nu 16-årige tiltales forklaring om, at han forsøgte at stjæle hendes mobil eller øretelefoner.

Se også: 15-årig tiltalt for voldtægtsforsøg: Kvinderne slog og sparkede sig fri

- Er det fordi du gør så kraftig modstand, at han stopper overfaldet?, spurgte anklager Christina Schønsted.

- Ja, helt sikkert, sagde den 36-årige.

Forsvarer Poul Ege Poulsen spurgte, om drengen tog på hende eller rørte hende på brysterne.

- Nej. Han nåede ikke at gøre noget ved mig. Jeg begyndte at slå ham med det samme, forklarede hun.

Hun forstår ikke, at drengen valgte netop det sted til overfaldet, fordi det er et sted, hvor mange løbere kommer forbi.

- Jeg tænker, at det var et mærkeligt sted at vælge til at begå en voldtægt, siger den 36-årige.

Hun fik skrammer og blå mærker i ansigtet og på kroppen, da hun blev væltet forover på den stenede sti.

Hver gang drengen ifølge tiltalen forsøgte voldtægt blev han mødt af hård modstand. Fem af de seks kvinder fik kæmpet, skreget, slået og sparket sig fri, mens et vidne på cykel fik skræmt den 16-årige væk fra det sjette overfald.     

Retssagen mod den 16-årige fortsætter på mandag, hvor de øvrige forurettede kvinder skal afhøres.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

1 af 2 Ifølge tiltalen slog den dengang 15-årige dreng til seks steder i Lyngby, hvor han forsøgte at voldtage kvinder.
2 af 2 Den 36-årige kvinde begyndte straks at slå på gerningsmanden, da han væltede hende omkuld på stien ved Lyngby Sø. (Foto: Mogens Flindt)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere