38-årig dømt: Tvang kvinde ind i hendes lejlighed og voldtog hende

Blev også dømt for to voldtægtsforsøg mod 71-årig og 27-årig

En overfalds-voldtægt på en 29-årig kvinde i Rødovre og to voldtægtsforsøg mod en 71-årig kvinde i Kastrup og en 27-årig kvinde i Solrød kostede i dag den 38-årige Danny Täkker Nielsen seks et halvt års fængsel.

Dommen faldt ved Retten i Glostrup. Han nægter sig skyldig og ankede straks dommen til frifindelse.

Danny Täkker Nielsen blev anholdt efter voldtægten i Rødovre, der skete 13. juni tidligt om morgenen. Den 29-årige kvinde var ved at låse sig ind i sin opgang, da en mand tog fat i hende og pressede en genstand mod hendes hals.

Se også: Politiet: Kvinde holdt indespærret i lejlighed og voldtaget flere gange

Hun blev tvunget ind i elevatoren og til at låse manden ind i sin lejlighed, hvor hun blev voldtaget. Hun kendte intet til manden i forvejen.

Det lykkedes den 29-årige at undslippe fra lejligheden og tilkalde hjælp, så politiet kunne kort efter anholde ham på stedet. Han blev fremstillet i grundlovsforhør samme dag og har siddet fængslet siden.

Fulgte efter hende i bil
Den 38-årige forklarede, at han tilfældigt havde mødt kvinden ved Københavns Hovedbanegård og spurgt hende, om hun var 'frisk'. Det havde hun svaret ja til, og derfor var han fulgt efter hende i bil, mens hun cyklede fra Hovedbanen til sit hjem i Rødovre.

Efterforskningen afslørede, at han tidligere samme nat havde forsøgt at voldtage en 27-årig kvindelig bekendt i sin egen bil på en sti i Solrød. Hun var kørt med ham, fordi han skulle hjælpe hende med at finde en lejlighed.

Politiet knyttede også den 38-årige til et voldtægtsforsøg 23. maj mod en 71-årig kvinde i hendes kolonihavehus i Kastrup.

Hun lå i sin seng, da hun blev slået gentagne gange i hovedet. Da hun fik luft, lykkedes det hende at skrige højt, så gerningsmanden flygtede.

Den 38-årige påstod, at han blot var gået forkert, og at han blev overrasket af kvinden, som han så havde 'skubbet', inden han stak af.

Af fotos fremlagt i retten fremgik tydeligt, at den 71-årige havde slagmærker i hovedet.

- Der er tale om voldelige krænkelser mod tre kvinder, hvor to af dem var helt tilfældige og blev udsat for det i deres eget hjem – og det har retten anset for at være særlig skærpende, siger senioranklager Peter Rask, Københavns Vestegns Politi.

Den 38-årige har været mentalundersøgt, men retslægerne har ikke kunne pege på andre sanktioner end en almindelig fængselsstraf.

Efter dommen bad den 38-åriges forsvarer om, at navneforbuddet blev udstrakt til også at gælde ankesagen. Men på grund af sagens alvor og den strenge straf ville dommer Christina Breinstrup ikke gå med til det.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere