38-årig udvist: Skaffede våben til bandekonflikt

Cengiz Yildirim Akinci idømt fem år og seks måneders fængsel samt udvisning for bestandigt for at have skaffet to skydevåben under bandekonflikt sidste år

Cengiz Yildirim Akinci er blevet skyldig i at have transporteret og besiddet skydevåben under særligt skærpende omstændigheder i november sidste år. Han har anket dommen. Foto: Ernst van Norde.
Cengiz Yildirim Akinci er blevet skyldig i at have transporteret og besiddet skydevåben under særligt skærpende omstændigheder i november sidste år. Han har anket dommen. Foto: Ernst van Norde.

Mandag faldt der dom i en sag om anskaffelse af våben.

Cengiz Yildirim Akinci skal fem år og seks måneder i fængsel. Derudover er han blevet udvist for bestandigt. De har et enigt nævningeting bestemt i Retten i Randers. 

Det skriver Randers Amts Avis.

Han blev dømt for at have transporteret og besiddet skydevåben under særligt skærpende omstændigheder i november sidste år.

På det tidspunkt verserede bandekonflikten mellem rockergrupperingerne Satudarah og Bandidos, som blandt andet fik Østjyllands Politi til at lukke Bandidos' klubhus i Randers.

Konflikten var medvirkende til, at Retten i Randers dømte den 38-årige efter den såkaldte bandeparagraf, straffelovens paragraf 81a, der som udgangspunkt fordobler straffen for eksempelvis våbenbesiddelse, hvis det sker under en bandekonflikt.

Sagen begyndte 29. november, da politiet ransagede en adresse i Ulstrup, fordi de havde en mistanke om, at der blev opbevaret narko i huset. Ud over en del stoffer fandt betjentene to skydevåben og ammunition på stedet. Dna-spor på våbnene førte Østjyllands Politi til den 38-årige mand.

Ud over vidneudsagn og dna-match lagde retten også vægt på, at oplysninger fra den 38-åriges telefon viste, at han med stor sandsynlighed har været i området, kort før våbnene blev fundet.

Den 38-årige er flere gange blevet set sammen med medlemmer af Satudarah og har været iført tøj fra grupperingen. Derfor fandt retten det bevist, at han var tilknyttet rockerklubben i november sidste år og derfor var en del af en verserende bandekonflikt.

Anklager tilfreds med dommen
Ud over dommen for at have transporteret og været i besiddelse af våben under særligt skærpende omstændigheder, blev den 38-årige også dømt for to indbrud.

Anklager Rosa Pape, Østjyllands Politi, var gået efter fængsel i ikke under seks år, men alligevel var hun tilfreds med dommen.

- Ja, det er jeg. Jeg er også tilfreds med, at han blev udvist. Jeg mener, at det her sender et klart signal til rocker- bandemedlemmer om, at det har konsekvenser. Også set i lyset af den verserende sag i København i øjeblikket, siger Rosa Pape ifølge Randers Amts Avis.

Våbnene blev konfiskeret, og den dømte skal betale sagens omkostninger.

Den 38-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen til Vestre Landsret.