39-årig gjorde 12-årig gravid: Her er dommen

En 39-årig mand er blevet dømt for at have sex med en 12-årig pige

Det seksuelle forhold, som af retten blev beskrevet som kærestelignende, udspillede sig i Allerød. (Foto: Google Maps)
Det seksuelle forhold, som af retten blev beskrevet som kærestelignende, udspillede sig i Allerød. (Foto: Google Maps)

En 39-årig mand fra Allerød er torsdag omkring middag blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have haft et seksuelt forhold med en kun 12-årig pige.

Det oplyser sagens anklager Bernt Farver fra Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Ud over fængselsstraffen på seks måneder, er den 39-årige pædagogmedhjælper blevet frataget retten til at arbejde med børn under 18 år i forbindelse med arbejde og fritidsaktiviteter i to år. Derudover skal han betale 20.000 kroner til den 12-årige pige i tort.

Den 39-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til, om straffen skulle ankes.

Anklagemyndigheden havde krævet otte måneders fængsel, men straffen endte altså på seks måneder, som ifølge Bernt Farver er i overensstemmelse med praksis på området. Det er op til statsadvokaten at vurdere, hvorvidt anklagemyndigheden vil anke dommen.

Blev gravid
Under det seksuelle forhold, der i alt varede fire måneder, blev den 12-årige gravid, men hun fik siden foretaget en abort.

Den 39-årige blev tilbage i starten af marts kendt skyldig i det seksuelle forhold, men idet han først skulle mentalundersøges, er dommen altså først blevet afsagt nu.

Retten vurderede efter mentalundersøgelsen, at den 39-årige var egnet til almindelig straf, oplyser Bernt Farver.

Der var derudover foretaget en undersøgelse af Sexologisk Afdeling på Psykiatrisk Center i København, og de kunne ikke anbefale et behandlingsforløb som led i en betinget dom, idet manden ikke fandtes at være motiveret for det.

Kærestelignende forhold
I første omgang var den 39-årige også tiltalt for at have tvunget den 12-årige til sex, men det fandt retten ikke bevist.

Se også: 12-årig blev gravid: 39-årig frifundet for sextvang

I stedet godtog de forklaringen om, at der var tale om et kærestelignende forhold imellem de to. Den 39-årige forklarede i retten, at han troede den 12-årige pige var 15, men retten fandt det usandsynligt, at han skulle være uvidende om, at hun kun var 12.

I forbindelse med retssagen kom det desuden frem, at den 12-årige var veninde til en datter af en af den 39-åriges venner, og de havde mødtes, når pigerne kom forbi, mens kammeraterne drak en øl i det fri.

- Jeg har talt med hende om alle de ting, der rodede rundt inde i mit hoved. Det var den måde, det startede på, bare som venskab. På et tidspunkt droppede vi at tale om alle problemerne og fik følelser for hinanden, forklarede den 39-årige ifølge sn.dk i retten i forbindelse med retssagen.

Den 39-årige mand blev i første omgang varetægtsfængslet 13. januar i år. Forholdet vurderes at have varet frem til 11. januar.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere