39-årig it-ekspert fængslet for attentatforsøg

PET mener, at norsk-iraner deltog i planlægningen af en likvidering i Ringsted af iransk eksil-politiker

PET-chef Finn Borch Andersen fortalte om den store aktion på et pressemøde tirsdag. Se et uddrag af pressemødet her.

En 39-årig norsk statsborger af iransk oprindelse, som PET mistænker for at have bistået den iranske efterretningstjeneste til et attentat-forsøg på en eksil-iraner i Ringsted, spiller en central rolle i det iranske miljø i Norge.

Han blev varetægtsfængslet 'in absentia' ved Københavns Byret allerede 5. oktober og efterlyst. Alt tyder på, at den 39-årige blev anholdt i Gøteborg og udleveret til Danmark, hvor han 22. oktober blev varetægtsfængslet i dybeste hemmelighed i Københavns Byret.

Se også: Iransk efterretningstjeneste planlagde attentat på dansk grund

Det var PET's anklager, centerchef Henrik Pass, der bad retten om dobbelt-lukkede døre, så end ikke sigtelsen mod den 39-årige kom offentligt frem.

Retten afsagde også - bag de lukkede døre - et navneforbud over den 39-årige, der nægter sig skyldig.

Foto: Ole Steen Plus 'Uheldige kriminelle' gik i PET-fælde: Kørte stjålet Volvo forbi overvågning

Ekstra Bladet har fået indsigt i retsbogen for grundlovsforhøret, og heraf fremgår det, at dommer Marianne Madsen lukkede dørene til grundlovsforhøret af tre årsager:

Hensynet til politiets og PET's efterforskning, Danmarks forhold til 'fremmede magter', og at 'sagens behandling i et offentligt retsmøde kan bringe nogens sikkerhed i fare'.

PET bekræftede i går, at den 39-årige sigtes for at have bistået en fremmed efterretningstjeneste på dansk jord.

Ifølge PET observerede og fotograferede han ved den lejlighed i Ringsted, hvor lederen af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz) bor. Han er under PET's livvagtbeskyttelse, fordi PET mener, at Iran vil forsøge at likvidere ham, fordi han af Iran betragtes som terrorist.

I Ringsted bor foruden lederen også to andre iranere, der er en del af separatistbevægelsen ASMLA.

Den sigtede 39-årige er it-specialist, og han optræder i forskellige sammenhænge som repræsentant for Iran i Norge. Nærmere kan det ikke beskrives på grund af navneforbuddet.

Ifølge norske VG er han fraskilt far til flere børn og folk, der kender ham, beskriver ham som 'helt almindelig', veluddannet, intelligent og hyggelig.

Øresundsbroen var blandt de broer, der blev spærret for trafik under politiets aktion for nogle uger siden. Foto: Ritzau Scanpix 112 - 30. okt. 2018 - kl. 18:14 Anklaget for at planlægge attentat i Danmark: Nu svarer Iran igen

Den 39-årige blev varetægtsfængslet foreløbig til 8. november.

Retten mener, at der er begrundet mistanke om han i perioden 25. til 27. september har observeret og fotograferet mod lederen af ASMLA’s bopæl med henblik på at overdrage de indsamlede informationer til iranske myndigheder.

I den forbindelse har han deltaget i planlægning af et drab på ASMLA-lederen, mener retten.

PET havde observationer ved eksil-iranerens lejlighed i Ringsted, og det førte til den landsdækkende politiaktion 28. september med jagten på en sort Volvo, som PET troede var en udsendt iransk mord-kommando.

Den stjålne svenske Volvo blev imidlertid kørt af nogle små-kriminelle unge, der helt tilfældigt kom forbi PET's observationspost i Ringsted og blev forsøgt stoppet. Volvoen flygtede i høj fart fra PET's civile biler, og det førte til, at Danmark nærmest blev lammet trafikalt i jagten på Volvoen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen oplyser, at man har valgt at trække sin ambassadør hjem fra Iran. Arkivfoto: Jens Dresling Dansk politik - 30. okt. 2018 - kl. 18:43 Konflikt optrappes: Danmark hjemkalder ambassadør

Iran mener, at ASMLA står bag et terror-angreb 22. september i Iran mod en militærparade for den iranske revolutionsgarde, som kostede 25 mennesker livet.

PET har siden foråret 2018 haft lederen af ASMLA i Danmark under personbeskyttelse 'på grund af konkrete trusler, der ifølge PET udgår fra Iran.

ASMLA har officielt billiget angrebet i Iran, men hævder, at de intet har med angrebet at gøre, men blot arbejder politisk fra Danmark.

PET og Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker nu, om ASMLA har overtrådt straffeloven ved at billige angrebet i Iran.

'Det er imidlertid afgørende at understrege, at uanset om det måtte vise sig, at de pågældende har gjort sig skyldige i strafbare forhold, kan det på ingen måde retfærdiggøre, at en fremmed efterretningstjeneste planlægger et attentat mod en person i Danmark', sagde PET-chefen i går.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere