39-årig tiltalt: Holdt kvinde fanget og tvang hende til at leve som en hund

30-årig kvinde blev udsat for daglige voldtægter og ydmygelser i 61 døgn, hvor hun blev holdt som 'slavetøs' i en lejlighed i København

I 61 dage blev en 30-årig kvinde holdt fanget i en lejlighed på Vesterbro i København, mens hun dagligt blev voldtaget, slået, ydmyget og tvunget til at tage kokain og mdma.

Hun blev også tvunget til at opføre sig som og leve som en hund ved at spise og sove på gulvet.

Sådan lyder tiltalen mod kvindens 39-årige ekskæreste, der mandag stilles for et nævningeting i Københavns Byret. Han er tiltalt for voldtægt, langvarig frihedsberøvelse, vold, trusler på livet og ulovlig tvang.

Den 39-årige nægter sig skyldig.

Anklager Kristoffer G. Petersen nedlægger påstand om, at voldtægterne har haft en særlig farlig karakter eller er sket under særligt skærpende omstændigheder, så straffen kan stige til fængsel i 12 år.

Den 39-årige blev varetægtsfængslet 16. januar i år, og det var 11 måneder efter, at frihedsberøvelsen af den 30-årige kvinde var hørt op. Det lykkedes for hende at flygte 23. februar 2018.

Beviserne i sagen bygger først og fremmest på hendes forklaringer, men der skal afhøres otte andre vidner i løbet af den otte dage lange retssag.

Ifølge tiltalen levede parret allerede fra 2010 til 2015 i et voldeligt forhold, hvor kvinden flere gange blev voldtaget.

Frygtede for sit liv
Anklageskriftet beskriver en af voldtægterne, hvor hun sov, men vågnede under voldtægten, hvorefter den tiltalte trak et dynebetræk over hovedet på kæresten og bandt det fast, så hun havde svært ved at trække vejret.

Den langvarige frihedsberøvelse begyndte juledag 2017, hvor den 39-årige ifølge tiltalen greb fat i kvinden og tvang hende ind i lejligheden, som han efterfølgende forhindrede hende i at forlade.

Han truede gentagne gange med at slå hende ihjel og spærre hende inde i en kælder. Han sagde også, at han ville voldtage hende hver dag, indtil hun fødte hans børn.

Under tilfangetagelsen frygtede kvinden for sit liv. Hun fik lussinger, og manden tog kvælertag på hende, kastede hende rundt, spyttede på hende, tog hendes mobil og holdt hende for næsen.

Hun blev dagligt voldtaget, tvunget til oralsex og udsat for andre seksuelle ydmygelser, nogle gange mens han filmede hende. Hun blev tvunget til at tage kokain og mdma. Hvis hun ikke selv indtog det, ville han 'sørge for, at det blev gjort'.

'Slavekontrakt'
Kvinden blev også filmet nøgen, mens hun blev tvunget til at udføre seksuelle handlingler.

En del af tiltalen handler om ulovlig tvang, hvor kvinden blev tvunget til at leve som en hund, mens den 39-årige også oprettede en 'slavekontrakt', hvor kvinden var hans 'lille slavetøs', og hendes krop var hans 'ejendel'.

Slave-kontrakten skulle gælde, indtil manden 'føler han har fået, hvad han er lovet, eller han ikke ønsker at have hende som sin slavetøs længere'.

I 'kontrakten' stod også, at han til enhver tid frit kunne afstraffe den 30-årige kvinde på 'den måde, han finder passende'.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere