39 lig fundet i container i Storbritannien

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er dybt rystet over, at britisk politi har fundet 39 lig i en lastbilscontainer i Essex

Ligene blev fundet i en container i et industri-kvarter. Video: AP.

Politiet i byen Grays i Storbritannien gjorde natten til onsdag et uhyggeligt fund i en container.

39 mennesker blev fundet dræbt.

Det skriver det britiske medie Basildon Canvey Southend Echo.

Politiet blev klokken 1.40 natten til onsdag kaldt til en adresse i et industrikvarter, hvor man fandt ligene af 38 voksne mennesker og et barn i teenageralderen.

Efterfølgende lykkedes det politiet at anholde en 25-årig mand fra Nordirland. Politiet oplyser, at de efterforsker sagen som en drabssag.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Det er dog fortsat uklart, hvad der helt præcist er sket.

- Det er en meget tragisk hændelse, hvor et stort antal mennesker har mistet livet. Vi er i gang med at identificere ofrene, og det kan blive en langstrakt proces, siger politichef Andrew Mariner til avisen.

Premierminister i chok
Klokken 11.30 siger den britiske premierminister, Boris Johnson, at hans tanker er hos dem, som har mistet deres liv og deres nære. Han siger, at han er dybt rystet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lastbilen er angiveligt fra Bulgarien og ankom til Irland lørdag.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Ifølge talsperson for den nordirske godstransportforening FTA, Seamus Leheny, som BBC har talt med, har chaufføren valgt en 'uortodoks' rute, hvis lastbilen er kommet fra Bulgarien.

- Det er en længere vej, som vil føje en ekstra dag til rejsen, siger han.

Han mener, at chaufføren kan have valgt den lange vej, fordi der er færre sikkerhedstjek på den rute.

Byen Grays ligger omkring 30 kilometer øst for London i regionen Essex.

I juni 2000 blev ligene af 58 kinesiske immigranter ifølge BBC fundet i en container i Dover. Året efter blev en hollandsk lastbilchauffør idømt fængselsstraf for at være skyld i drab på de 58 personer.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix