40-årig fængslet for drab på rapper

Den sigtede nægter sig skyldig og afviser også at tale med politiet

Abukar Ali blev fundet dræbt 22. juli ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus. Video: Øxenholt foto.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Rapperen Abukar Ali blev ramt af to dræbende skud, da han blev slået ihjel ved indgangen til Jysk Væddeløbsbane i Aarhus 22. juli.

Det fremgår af sigtelsen mod en 40-årig mand fra København, der onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, mens politiet bevogtede retsbygningen.

Den anholdte blev sigtet for drab, ulovlig våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder og handel med hash til en værdi af 1,6 millioner. Han nægter sig skyldig, ligesom han også nægter at forklare sig både i retten og overfor politiet.

- Efterforskningen peger i stigende grad på, at motivet til drabet skal findes i en narkohandel mellem to persongrupper. Vi har nu anholdt yderligere en person i sagen, som vi mener kan knyttes direkte til drabet, men vi har fortsat et stort efterforskningsarbejde foran os. Et arbejde som vi forventer vil afdække yderligere personer med en rolle i sagen, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelselse.

Over for Ekstra Bladet afviser han at kommentere sagen yderligere.

Abukar Ali var kendt under kunstnernavnet Shmur. Han blev kun 25 år. Privatfoto
Abukar Ali var kendt under kunstnernavnet Shmur. Han blev kun 25 år. Privatfoto

Af hensyn til efterforskningen besluttede dommeren at lukke dørene ved grundlovsforhøret efter sigtelsen var blevet læst op. Ved retsmødets afslutning blev den 40-årige fængslet i fire uger frem til 28. august.

Anholdelsen skete 17.20 tirsdag - dagen efter, at to andre mænd blev varetægtsfængslet for at have medvirket til hashhandlen, som politiet mener foregik lige inden skuddrabet. Mændene nægter sig skyldige i sigtelsen om narkohandel. Ifølge Aarhus Stiftstidende kom det i retten frem, at de to mænd frygtede for deres liv.

Se også: Politi: Drab på rapper har forbindelse til narkohandel

Den 25-årige Abukar Ali producerede musik under kunstnernavnet Shmur. Inden sin død nåede han at udgive seks singler og blev sidste år anerkendt i musikmagasinet Soundvenue, som et nyt håb for Aarhus’ rapscene.

Drabet på den aarhusianske rapper var det første ud af to drab på ni timer mellem 22. og 23. juli i Aarhus. Den unge mand forsøgte ifølge flere vidner at flygte fra sin drabsmand, men blev ramt af skud og sank sammen ved en hestefold tæt på travbanens parkeringsplads.

Se også: Mænd fængslet: Solgte narko før drab

Senere samme nat blev den 42-årige Satudarahprospect Mohammad Al-Zerjawi - også kaldet Frisør Mudi - dræbt af knivstik i Brabrand i Aarhus.

Politiet betragter drabene som to uafhængige sammenstød blandt kriminelle persongrupper. Der er fortsat ingen anholdelser i sagen om rockerlærlingen.

Krimi Rockerlærling stukket ihjel: Beskederne vælter ind