40-årig mand sigtet: Mishandlede fire børn og hustru

Familiefaderen nægter sig skyldig i samtlige ti sigtelser, der blev læst op i retten

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Foto: Joachim Adrian
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Foto: Joachim Adrian

Gennem mindst fem år er fire børn i alderen 10 til 13 år, ifølge anklagemyndigheden, blevet groft mishandlet både fysisk og seksuelt af deres egen far.

Det kom frem fredag, da den 40-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Voldtog yngste datter
Manden, som nægter sig skyldig i alle anklager, blev ført ind i retten af to civile betjente. Han er tæt på to meter høj, spinkel af bygning og var iført stribet sweatshirt, jeans og blå sneakers.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, men forinden blev de i alt ti sigtelser læst op. Undervejs sad han og kiggede ned i bordet. En gang imellem gemte han ansigtet i hænderne.

Den 40-årige familiefar er blandt andet sigtet for at voldtage og forsøge at voldtage sin yngste datter, som i dag er ti år. Han er sigtet for 'anden kønslig omgang end samleje’ mod sin anden datter samt pigernes to brødre, og derudover skal han igen og igen have udøvet vold mod alle fire børn.

Ifølge sigtelsen er de blevet slået med knytnæve, sparket og skubbet ned fra trappen på første sal. En del af volden er sket, mens familiens øvrige medlemmer så på.

Truede mor foran børn
Mandens 43-årige hustru skal være blevet udsat for to tilfælde af vold. Mest alvorlig var en episode 30. juni i år.

Her tog familiefaderen, ifølge sigtelsen, kvælertag på kvinden, pressede hende op mod væggen foran de fire børn og sagde: ’Se her, børn, det her er jeres mors sidste tid’ – for derefter at slå hendes hoved flere gange ind i væggen og holde en køkkenkniv op foran hende med det formål af skabe skræk.

Under hvilke omstændigheder han nu, to måneder senere, er blevet anholdt, har ikke været muligt at få opklaret.

Vicepolitiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland Falsters politi, Søren Ravn-Nielsen, afviser at kommentere sagen med henvisning til grundlovsforhørets lukkede døre.

Den 40-årige blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere