40 bilister sigtet for narko-kørsel ved Christiania

Politiet i København fik travlt, da man gennemførte en aktion i området omkring fristaden

40 bilister er blevet sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand, efter at politiet mandag aften gennemførte en færdselsaktion i gaderne omkring fristaden Christiania.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Vi havde en forventning om, at vi i dag ville fange rigtig mange narkopåvirkede bilister, siger politikommissær Kristian Rohdin, operativ leder i Task Force Pusherstreet.

Ifølge pressemeddelelsen er politikommissæren dog overrasket over, at tallet er så højt.

- Vi ser typisk, at folk kommer kørende i bil til Pusher Street, går ind og køber en joint, ryger den og herefter kører derfra, og det er en rigtig dårlig ide, siger han.

Har du et tip? Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller en mail til 1224@eb.dk

Blandt sidegevinsterne i aktionen blev 90 personer stoppet med hash i lommerne, mens otte personer blev grebet i at køre bil uden at have erhvervet sig et kørekort.

En enkelt person er desuden sigtet for at sidde bag rattet i beruset tilstand.

Politikommissæren advarer fremtidige kunder i Pusher Street om, at risikoen for at blive opdaget med hash i lommerne er stor.

- Vi håber med denne indsats at gøre det uattraktivt at handle i Pusher Street, fordi risikoen for at blive fundet i besiddelse af hash omkring Christiania er stor, siger Kristian Rohdin ifølge pressemeddelelsen.

Se også: Politiet mødt af stenkast under hash-aktion i Pusherstreet

I sidste uge gennemførte politiet en aktion mod den organiserede handel med hash i Pusherstreet. Der blev kastet både sten og kanonslag efter betjentene.

Ved aktion fandt politiet halvandet kilo hash, fire et halvt kilo skunk, godt et kilo pot og 750 joints. Syv personer blev anholdt.

Fristaden Christiania er også en verdenskendt turist-attraktion, hvor der er daglige rundvisninger og guidede ture.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere