43-årig klemt ihjel af lyskasse under kælder-arbejde

En mand i Glumsø er død, efter at han gravede ud til en kælder og fik en lyskasse ned over sig

Lidt aften-arbejde med udgravning af en kælder endte tragisk for en 43-årig mand i Glumsø nær Næstved på Sjælland.

Manden fik en lyskasse ned over sig og døde, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Han gik og gravede ud til en kælder, da han fik en lyskasse ned over sig og døde, siger vagtchef Jens Frederiksen til Ekstra Bladet.

Politiet fik meldingen om ulykken klokken 18.05.

Normalt involveres Arbejdstilsynet kun, når der er tale om en ulykke i forbindelse med lønnet arbejde, men i denne sag har politiet valgt at kontakte Arbejdstilsynet.

- De har ekspertisen i denne slags sager, så vi har bedt dem hjælpe med til at finde ud af, hvad der er sket, siger vagtchefen til Ritzau.

De pårørende er underrettet.