43-årig tiltalt for at bide betjent: Bed gennem læderhandske

En julefrokost resulterede i, at en 43-årig mand blev anholdt for at forstyrre den offentlige orden og bide en betjent

Hændelsen skete på den anden side af vejen i forhold til Heidi's Bier Bar på Vestergade 18A i København, hvor den tiltalte inden da havde drukket sjusser. Foto: Olivia Loftlund
Hændelsen skete på den anden side af vejen i forhold til Heidi's Bier Bar på Vestergade 18A i København, hvor den tiltalte inden da havde drukket sjusser. Foto: Olivia Loftlund

En 43-årig mand er sigtet for at have bidt en politibetjent i tjeneste i fingeren.

Han har ifølge anklageskriftet, der blev læst op i Københavns Byret tirsdag, været involveret i et slagsmål og efterfølgende sat tænderne i betjentens fjerde finger på venstre hånd.

Det skulle være sket 16. december mellem klokken 5 og 5.30 ude foran den afterski-inspirerede bar Heidi's Bier Bar i hjertet af København.

Tiltalte nægter sig skyldig i begge forhold.

Dommen var sat til at falde tirsdag, men sagens afslutning må man dog fortsat vente på.

Sagen blev nemlig udskudt til 30. april, blandt andet fordi hovedvidnet - betjenten, der tilsyneladende blev bidt i fingeren - ikke kunne være til stede ved retssagen.

I de fleste afgørelser om vold mod personer i offentlig tjeneste som politibetjente, idømmes tiltalte ubetinget fængselsstraf, typisk i mindre end fire måneder.

Julefrokost
Den tiltalte er direktør i et håndværkerfirma og var med sine fem kollegaer taget på Heidi's Bier Bar for at drikke nogle sjusser i forlængelse af deres firmajulefrokost.

Da den 43-årige forlader stedet for at tage hjem, går han ud på gaden for at lyne sin jakke, hvor dørmanden bliver aggressiv og beder ham om at skride, forklarede tiltalte i Retten.

Dørmanden, der vidnede, har dog en anden forklaring. Ifølge ham var det tiltalte, der var aggressiv og angreb forbipasserende med et nøglebundt.

Om det var den ene eller den anden, der var ubehagelig, ændrer ikke på, at i begges historier ender det med, at dørmanden får vendt tiltalte om på maven, og tiltaltes hænder bliver fikseret med håndjern.

- Vi vælger at neutralisere den farlige gæst, fortalte dørmanden, der efter sigende fik hjælp at dørmanden fra baren ved siden af og opsynsmanden.

Betjente i uniform
Kort tid efter dukkede en tilkaldt politipatrulje op. Tiltalte opdagede dog først de to uniformerede betjente, da de får rejst ham op og ført ham ind i vognen, forklarede han .

- Jeg ligger og råber og skriger. Det eneste, jeg kan høre, er min egen råben, sagde tiltalte om situationen.

Betjentene fortalte ham gentagende gange, at de var fra politiet, men tiltalte registrerede det tilsyneladende ikke.

Den ene betjent bliver bidt af den 43-årige direktør, da betjentene er ved at skifte dørmandens håndjern ud med deres egne.

Han skulle tilsyneladende have formået at vende sit hoved om og bide hele vejen igennem politibetjentens læderhandsker, fortæller den forurettede betjents kollega i retten.

Om tiltalte har bidt efter nogen, kan han dog ikke selv huske.

Tiltaltes forsvarsadvokat lægger vægt på, at der ikke var nogen af vidnerne til stede i retten tirsdag, der faktisk havde set tiltalte bide nogen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere