45-årig sigtet: Skød tre gange med luftgevær mod kvindes lejlighed

Tirsdag aften opsøgte en 45-årig mand en kvindes lejlighed i Ringsted og skød tre gange mod lejligheden med et luftgevær

Medbringende et luftgevær dukkede en 45-årig mand op ved en kvindes lejlighed i Ringsted tirsdag aften. I alt skød han tre gange mod lejligheden, og nu har politiet sigtet ham for trusler. 

Det skriver Dagbladet Ringsted.

At skyde med luftgevær er i sig selv ikke ulovligt, hvis man på betryggende vis har sikret sig, at vildfarende hagl ikke kan ramme naboer eller forbipasserende.

- Men det bliver det, når man bruger det til en ulovlig handling, siger pressetalsmand Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet Ringsted.

Ifølge avisen har den 45-årige mand tidligere har sendt trusler til kvinden på sms. Politiet vil dog ikke fortælle noget om mandens motiv til at skyde mod hendes lejlighed.

Da politiet dukkede op for at anholde manden, var det i kampuniform og med skarpladte våben. Han blev anholdt klokken 22.34 tirsdag aften.

Onsdag aften oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet, at manden stadig er sigtet i sagen, men politiets jurister har vurderet, at han skal løslades uden at have været fremstillet i grundlovsforhør.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere