50-årig får bøde for at bortføre kat

Det var et mysterium, da flere katte forsvandt fra Rønne. En soldat i byen indfangede dem og kørte dem væk

En 50-årig mand fra Rønne har erkendt at have kørt syv katte ud af byen for at sætte dem ud i naturen på Bornholm. De fotograferede katte har intet med sagen at gøre. Arkivfoto: David W Cerny/Reuters
En 50-årig mand fra Rønne har erkendt at have kørt syv katte ud af byen for at sætte dem ud i naturen på Bornholm. De fotograferede katte har intet med sagen at gøre. Arkivfoto: David W Cerny/Reuters

Politiet på Bornholm fik i marts 2019 et gennembrud i en sag om adskillige katte, der var blevet væk fra deres ejere i Rønne.

En mand fra byen var kommet i ordensmagtens søgelys. Han var - på baggrund af tip fra andre bornholmere - mistænkt for at indfange kattene, køre dem ud af Rønne og slippe dem løs i naturen.

Ifølge politiets oplysninger var han træt af kattenes efterladenskaber ved sin bolig og ville sørge for, at de ikke kom tilbage.

Mandag er den mistænkte - en 50-årig soldat fra Rønne - kendt skyldig i bortførelse af én kat ved Retten på Bornholm.

Det skriver retten på sin hjemmeside.

Ifølge anklageskriftet havde han frem til den 14. marts 2019 indfanget mindst syv katte i en fælde og lukket dem ud i den bornholmske natur.

Men retten fandt det kun bevist, at én af kattene var en tamkat. Og dermed var det ifølge Retten på Bornholm kun én kat, der var i fare for at lide alvorlig overlast, da den blev overladt til sig selv i det fri.

Den 50-årige blev idømt en bøde på 10.000 kroner for overtrædelse af dyreværnslovens paragraf 1.

Her står, at dyr 'skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe'.

Tre-fire af kattene blev ifølge anklageskriftet sat ud i skoven Almindingen, som ligger midt på Bornholm. De resterende katte blev overladt til sig selv i Rø Plantage ved Gudhjem.

Den 50-årige mand nægtede sig under sagen skyldig i brud på dyreværnsloven, men erkendte at have kørt kattene ud i naturen.

I retten forklarede han, at han var træt af, at kattene færdedes på hans grund, og han vidste angiveligt fra sit arbejde i Forsvaret, at katte kan overleve alene i naturen.

Forinden havde han søgt hjælp til sit problem hos en sagsbehandler i kommunen. Hun var indkaldt som vidne i retten, og her fortalte hun, at hun klart havde udtrykt, at kattene ikke måtte køres væk.