50-årig stukket 12 gange med kniv under røveri i lejlighed

To mænd varetægtsfængslet efter voldsomt røveri i Brønshøj

Et voldsomt røveri mod en 50-årig mand i Brønshøj i København har ført til varetægtsfængsling af to yngre mænd, der sigtes for at have stukket offeret 12 gange med kniv i ben, arme, ryggen og halsen.

Den 50-årige blev truet med at blive slået ihjel, hvis han ikke udleverede sine penge, og røverne flygtede med mindst 5000 kr.

De to sigtede nægter sig skyldige, men er begge varetægtsfængslet i fire uger ved Retten på Frederiksberg for røveri af særlig farlig karakter.

Den ene er fængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Politiet anholdt den ene i tirsdags, en dansker i 30´erne, og den anden i går, en 28-årig udlænding.

Var iført styrthjelm
Røveriet skete ved 13-tiden lørdag den 29. juni, hvor røverne bankede på døren til den 50-åriges lejlighed, og han lukkede op.

Røverne trængte ind - den ene var iført en styrthjelm - og begge bar handsker og var bevæbnede med knive, fortæller den 50-årige.

- Jeg er stadig rystet. Det gik så stærkt, siger den 50-årige til Ekstra Bladet. Han har stadig svært ved at gå, fordi han fik flere knivstik i hvert lår. Han forsøgte at gøre modstand, og det fik en eller begge røvere til at stikke ham.

Den ene af røverne var en bekendt, der bor i nærheden, og som har været på besøg flere gange hos den 50-årige:

- Han vidste, jeg havde solgt mit kolonihavehus og havde lidt penge liggende, siger den 50-årige, der ikke ønsker sit navn frem.

Fik kniv mod halsen
Han følte sig tvunget til at fortælle, hvor pengene var gemt, fordi han blev truet på livet, og røverne væltede hans sofa for at få fat i dem.

- Han holdt kniven mod halsen på mig, og truede med at skære den over, siger den 50-årige.

- De ødelagde også mine tænder, fortæller han-

Da røverne flygtede med pengene fossede blodet ud af hans lår.

- Jeg stak to fingre i såret og fik ringet 1-1-2. Først kom politiet, så ambulancen og jeg blev kørt til traumecenteret, fortæller den 50-årige.

Han blev 'lappet sammen' og sendt hjem fem timer senere, men han kunne ikke få lov at komme ind i lejligheden, fordi politiets teknikere ledte efter spor, så han måtte tage hen til en kammerat.

- Jeg frygtede for mit liv. Jeg er sgu stadig noget rystet, siger den 50-årige.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere