50-årig tiltalt for voldsbølge i landsby

Politiet tiltaler en 50-årig mand fra Bonnet i Vestjylland for flere voldsepisoder af særlig rå, brutal og farlig karakter

En 50-årig mand fra den vestjyske landsby Bonnet er nu tiltalt for flere tilfælde af vold.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anklageskriftet mod manden rummer i alt fire forhold af vold og legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter. Episoderne er ifølge anklagen sket mellem juni 2018 og december 2019.

Ifølge den presseansvarlige ved politiet er der tale om flere forskellige forurettede.

- Der er blandt andet en episode med slag i ansigtet med knyttet hånd og en episode med slag med en jernstang, oplyser politiet.

Den 50-årig er desuden tiltalt for hærværk og for at have kontaktet en 40-årig kvinde, selvom han havde forbud mod det.

Anklageren vil nedlægge påstand om en behandlingsdom, skriver politiet i pressemeddelelsen.